Dejligt at høre, at der er blevet satset børnepolitisk i Viborg Kommune med en ekstra bevilling på 25 millioner kr. Fedt! Det vigtigste af alt må være at sikre alle børn i kommunen den bedst mulige skolegang. Punktum. Så allermest spændende er det naturligvis at følge, hvordan pengene skal prioriteres og udmøntes, og om det lykkes at forøge kvaliteten i det samlede skoletilbud, så det kan mærkes. Og mærkes for alle.
Jeg er leder af en fri- og efterskole og vil her vældig gerne videregive de erfaringer, jeg har fortrinsvist fra friskoleafdelingen – Friskolen Hald Ege – erfaringer, som jeg tænker fint og elegant kunne overtages af folkeskolen i Viborg Kommune. Punkterne vil kunne opleves noget letkøbte, og jeg er et friskolemenneske uden grundig kendskab til de faktiske forhold i folkeskolen. Men her er 8 nedslag set udefra og i hvert fald med et ønske om, at vores børn får den bedste mulige skolegang – et ønske, vi jo alle deler:
”Hvad laver I dernede?”, spurgte jeg min søn, der var med efterskolen på udlandstur på et dejligt feriested. ”Ikke så meget og mest det, vi også laver derhjemme, sport og hygge, du ved”, svarede han. ”Og vejret er fantastisk”.
Åh..Og på vores efterskole kender vi også til ture, hvor en af de helt store udfordringer var at nå hjem fra skituren rettidigt inden vinterferien, hvor flere elever skulle af sted igen – denne gang med deres familier på skitur; om end ikke til det helt samme sted så dog ofte til samme land, samme indhold. Dog uden statsstøtte.
Jeg under virkelig efterskoleelever skønne oplevelser med det der helt vidunderlige fællesskab, frisk luft, gode shoppemuligheder og dejligt vejr. Men det er ikke det, vi er sat i verden for. Enhver tur bør flugte tydeligt og ret ambitiøst med hele skolens dannelsesprojekt og have klangbund i skolens værdier.
Kære forældre.
Så er vi alle hjemme fra en helt fantastisk Ghanatur. Tusind tak for jeres tillid til os, så vi kunne få den gave, det var at vise jeres børn Afrika og dele indtryk og oplevelser, der har gjort noget ved os alle. Og det i den grad. Jeg er sikker på, at vi er kommet hjem forandrede, men at det måske først er noget, vi opdager lidt senere, når indtrykkene har sat sig fast.
Det er fint nok at rejse og se en masse. Se og se. Forskellighederne var godt nok til at få øje på, og fint var det at opleve så fremmedartede måder at leve på, at det næsten ikke kan sammenlignes med det liv, vi har her.
Men allermest håber vi også, at eleverne opdagede, at vi er ens. Og om ikke ganske, så at vi har en masse ting til fælles omkring drømme om og håb for et fremtidigt liv, og hvad det skal indeholde i forhold til jobs, kærlighed, livskvalitet osv. Men helt klart forskellige forudsætninger for at få drømmene til at ske og håb til at indfries. Og det er jo præcist det, der er udfordringen for en ung ghaneser.
Kære årgang 2015/16
Sang: Gi os lyset tilbage.
Whou. Så er det forbi; jeres efterskoleophold på Hald Ege slut. Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning. Og når der er tale om et så intenst og vildt år som et efterskoleophold, skal det faktisk nærmest blive til et minde, før man rigtig forstår, hvad det gjorde ved en.
Vi vil alligevel her gøre et forsøg: Hvad gjorde vi og I ved hinanden i løbet af året? Hvad skete der? Hvad så I? Og hvad lærte I og vi på den rejse, som året jo var?
Lige da, vi var kommet hjem fra Ghana, hørte vi Lykke sige på gangen til en flok piger: ”Hold kæft, I skulle have set min lort i flyveren – den lignede kattemad”.
Ja. Sådan var der en mor, der til ”Efterskolernes Aften” i onsdags responderede på mit lille oplæg om Hald Eges måde at lave efterskole på. Og det var jo virkelig fedt, for så kunne jeg få lov at forklare, hvordan vi synes, at det der med elite, efterskoler og dannelse hænger sammen. I hvert fald for os.
For det første: Elite. Vi – og det gælder alle efterskoler – er ikke eliteefterskoler. Vi optager eleverne i den rækkefølge, de henvender sig og ikke efter deres evner og gøren-sig-til. Men vores linjeundervisning foregår i et ambitiøst og målrettet miljø, forstået på den måde, at vi – når f.eks. fodbold- eller håndboldundervisningen går i gang – er totalt fokuserede, træner intenst og sådan gør os umage. For selv at blive bedre, få det bedste frem i hinanden og udvikle os med store forventninger til udbyttet, der på vidunderlig vis flugter så fint med engagementet. Vi vil noget med linjen – det være sig Fodbold, Håndbold, Xterra, Mountainbike, Dans eller Film.
I de sidste par dage har der i medierne – primært på radio 24/7 og i aftes i Deadline – været stor opmærksomhed på, at der på en række nordsjællandske gymnasier er en række traditioner for lukkede fester – “puttemiddage”, hvor adgangsbilletten er udståling og skønhed (3.Gerne inviterer udvalgte 1.Gere) , og at der i skolernes navn og drevet af eleverne udarbejdes skoleblade med lister over, hvem der seksuelt har været sammen med hvem samt artikler fra studieture, hvor der detaljeret og med angivelse af navne har været tale om sexhistorier. Ligeledes har det være beskrevet overgrebsvideoer, der deles i lukkede grupper på Facebook.
Man kan nemt få en fornemmelse af, at ungdomskultur i dag er sex, og at det ikke er cool at være den snerpede type, der siger nej. Og sikkert er det, at der i denne tid sker en seksualisering af sporget. Og det kan man nemt blive forarget over.