På vores efterskole går udenlandsturen til Vestafrika: Sierra Leone eller det nordlige Ghana. Det er en dannelsesrejse, hvor alle 200 elever rejser ud og kommer hjem forandrede; får set og mødt noget umiddelbart fremmed, der griber dem og giver dem nye perspektiver på og refleksioner over både verden og deres eget liv. Ret vildt og meningsfuldt at være en del af og samtidig et helt tydeligt udtryk for vores værdier.

Derfor er det godt nok ærgerligt, at turen i år er udfordret pga. Corona. Ikke kun fordi eleverne går glip af en stor oplevelse (oplevelser har ikke nødvendigvis stor værdi), men som det fremgår, fordi turen i højere grad er så stor og væsentlig en del af vores dannelsesprojekt på Hald Ege og en klar konkretisering af, hvad vi præcist vil de unge mennesker!

Men det er nærmest som om, at det på forhånd er vedtaget, at Afrika er et lukket kontinent at besøge længe endnu. Når først Corona rammer Afrika, vil de dø som fluer, og der vil være lig i gaderne. Forestillingen om, at det er i Afrika, Corona kulminerer og når de videste højder, er vi mange, der har haft og låst os lidt fast på.

Det sker bare og heldigvis ikke. Antallet af registrerede Corona-tilfælde er lavt og kan selvfølgelig hænge nøje sammen med antallet af testede, men dødsfaldene er påfaldende få – pt. under 40.000 og dermed lavere end i hele Storbritannien. Og selv når man tager højde for usikkerheden i dette tal og de sikkert flere, ikke-rapporterede dødsfald, er Afrika det mildest ramte kontinent.

Grundene til, at der dør så få i Afrika med Corona, kunne være nogle af disse:

1. Afrikanerne er meget unge: Under 5% af befolkningen syd fra Sahara er over 60 år gamle (i Europa er det ca. 25%).
2. Forekomsten af risikosygdomme (i forhold til Corona) som diabetes og hjertekarsygdomme er meget lav.
3. Flere års træning i at bekæmpe infektionssygdomme (malaria, gul feber, hepatitis mm.) har måske skabt et stærkere immunsystem.
4. Den tørre, varme luft, som vi f.eks. kender den fra Nordghana, gør det vanskeligere for virus at sprede sig.
5. Decentralt passes og bor de ældre i små huse hjemme hos familierne. De stuves ikke sammen på centre, der netop kan være rene smittefælder for svækkede ældre.

Ovennævnte er jo enormt generaliserende i forhold til et stort kontinent men kunne give mening i forhold til de to vestafrikanske lande, vi har som destinationer for vores dannelsesrejse.

I Sydamerika og landene nord for Sahara er dødsfaldene vel at mærke ligeså høje som i Europa, men der er der netop også tale om mere velstående lande, hvis livstil - og dermed også livstilsygdomme - i højere grad ligner de europæiske landes (plus tuberkulose i Sydafrika f.eks.).

De indirekte følger og tabstal  i det centrale Afrika er dog fortsat det virkelige og største problem: Her er ingen hjælpepakker til de små virksomheder, der lider som følge af de nedlukninger, Afrika ansvarligt i den grad har iværksat. Dertil kommer knaphed på medicin samt teenage-graviditeter,  ungdomskriminalitet mm. der følger i kølvandet på bla. de lange perioder, hvor skolerne er lukkede. Ofte er skolerne jo netop en slags beskyttelse for de unge mennesker. Så budskabet er ingenlunde, at Afrika ikke er ramt, og Coraonaen blot er en mild influenza men dog, at det mest frygtede scenarie omkring antallet af døde lykkeligvis ikke er blevet en realitet.

Nu er det jo så ikke lille Hald Ege, der kommer til at bestemme,  om vi på forsvarligt vis kan foretage vores dannelsesrejse til Ghana i år. Vi følger selvfølgelig Udenrigsministeriets anbefalinger og tager ingen steder, hvis det ikke er og føles trygt.

Men vi tillader os alligevel en forsigtig optimisme: Ikke kun fordi det går bedre end frygtet i Afrika, men også fordi, at det jo må påvirke statens rejseanbefalinger og lyst til at åbne mere af verden op, så unge mennesker snart igen kan mødes på kryds og tværs af kulturer & kontinenter og udveksle liv, være åbne og nysgerrige – lære og få lyst til at tage ansvar for verden! Vi er klar, kan sagtens testes både før og efter, så vi ikke bringer noget med (måske paradoksalt nok den største fare) eller tager noget med hjem. Men igen: Måske vil jeg det for hårdt og har mistet sund realitetssans. Eller?

(tak til Gunver Lystbæk Vestergårds fine artikel: ”Efterlysning: corona i Afrika”, Weekendavsen, 09.10.20)

Kære forældre!                                                                                    

En sen eftermiddag ude i provinsen i Sierra Leone så nogle af vores elever fra bussen noget, de først troede var et festligt karneval. Men da de nærmede sig, så de, at der nok snarere var tale om et begravelsesoptog. Helt tæt på så de så, at det var noget helt andet: En død mand med en machete stukket i sig blev båret i et voldsomt optog ført an af en, der havde stukket sig selv til blods i brystet med knive. Et mystisk, traditionelt ritual i et society. Og det var alt sammen alt for meget, og jo ikke noget, vi havde opsøgt.

En af eleverne spurgte efterfølgende, om vi ikke fik klager fra forældre, når vi viste dem sådan noget – altså forældre, der var utilfredse med, at de så den slags. Og lige der – lige der (og af og til kan man jo ellers godt blive lidt forbløffet over forældrehenvendelser!) kunne jeg sige, at det troede jeg helt sikkert ikke, skønt vi hurtigt kunne blive enige om, at det ikke var rart at se.

Og jeg blev helt taknemmelig over, hvor heldige vi er med vores forældre på Hald Ege. Nok efterskoleverdenens modigste og bedste forældre, og det skriver jeg ikke (kun) for at fedte, men fordi I har vist os tillid til, at vi godt kan tage jeres børn med til et vildt og helt anderledes land og give dem oplevelser, der gør noget ved dem, men at vi samtidig har styr på dem og det, og at det sker i en tryg ramme. Mod er godt. Tak for det.

Verden bliver større og livet rigere, når vi gribes af det, vi først fandt uforståeligt og fremmed. Vi tror derfor på, at dannelse først finder sted, når vi undrende præsenteres for det, der er anderledes. Forståelse fordrer forundring. Og det var præcist det, vi ville med denne dannelsesrejse – vores første tur til et af verdens allerfattigste lande.

Sierra Leone er et land helt uden omsvøb. Rå, grum og smuk.

Vi synes, det lykkedes. Turen var for alle 3 hold opdelt i 3 dele: De startede i junglen i byen Makeni, hvor de besøgte og legede med børnene på landsbyskoler, så et vildt kaotisk marked i byen – et sansebombardement af lugte, larm, farver og virvar - samt så og deltog i traditionel, afrikansk dans.

I Makeni så vi også et stenbrud, hvor sten med håndkraft bliver slået i stykker, så de kan sælges som byggematerialer osv. Et helt ubegribeligt hårdt arbejde til en dagløn på 2 -5 kr. Hold 2 havde 3 sække ris med til arbejderne, og vi så, hvor glad, man kan blive for ris: De kvitterede med dans og sang. En meget rørende og tankevækkende oplevelse.

Derefter kaotiske Freetown - hovedstaden: Hold. Nu. Op, hvor var jeres børn fantastiske: I skolerne underviste de og legede med børnene uanset alder og mængde af børn i klasselokalerne (og der kan være en ret høj klassekvotient). Også dejligt at se, at nogle af de elever, der måske til dagligt ikke fylder så meget, her foldede sig ud og trådte i karakter: Tog ansvaret, introducerede, gestikulerede og styrede slagets gang på engelsk.

I skulle have været der. Skulle næsten have set dem; så bliver man meget optimistisk på fremtidens vegne. De her unge mennesker kan og vil simpelthen så meget! De evner at indgå i relationer og er meget, meget åbne over for ellers ret fremmede ting. Det er løgn, hvis I hører noget andet.

Derudover blev der besøgt et universitet, et handicaphus i centrum af byen (for pokker da – sikke forhold) og Kroo Bay – et helt ubegribeligt slumområde, der udvides ud i havet med plastic. Vi hørte en børnesoldats historie fra den grumme borgerkrig; var han offer eller bøddel? Eller begge dele på samme tid? Og kan man være det? Ydermere fodboldkampe mod handicappede. Handicappet bestod som oftest i manglende arme eller ben grundet Polio, men vi tabte alle kampe, så så gode er vi åbenbart heller ikke. Eleverne forsøgte at undskylde nederlagene med, at de andre jo – f.eks. i form af krykker – havde 3 ben og dermed en fordel!

Endelig har vi under hele opholdet indgået i tæt samarbejde med PinkPower-pigerne, som kæmper for kvinders rettigheder. Vi har forsøgt at være en del af projektet. Livsbekræftende og et forsøg på at vise vores elever, at det nytter. Man kan faktisk gøre en forskel…Og bare det at møde den energi, glæde og power, de piger udstråler, er i sig selv livgivende.

Det hele sluttede med primitiv overnatning i sivhytter eller telte on the beach på River No. 2 uden for byen. Der blev badet igennem. Og det havde de dælme fortjent. Det skønneste hav – den dejligste strand. Jeg har i hvert fald aldrig været på så smuk en strand med hvidt sand, blåt hav og grønne bjerge i baggrunden.

Og nu skal vi have fortsat refleksionerne og puslet indtrykkene på plads i hovedet. Det må I meget gerne hjælpe med. Hvad så vi så, når vi så? Hvad lærte vi? Om fattigdom, Afrika, mennesker osv.? Hvordan løser vi det største problem i verden? Nytter det noget osv.? Og den slags overvejelser skal eleverne hjælpes til. Lige nu er de eksperter på Afrika – de ved rent faktisk noget om kontinentet – men det skal fastholdes, så det ikke blot var nok en ”been there – done that” – oplevelse men en reel dannelsesrejse, hvor vi rejste ud og kom hjem forandrede.

Sad turen så lige i skabet? Nej da! Og den bar vel nok præg af, at den var vores første til Sierra Leone. Omvendt gav netop det en friskhed og ren, fin følelse af, at vi var ude at opleve sammen med eleverne. At vi med store øjne så noget sammen, når vi f.eks. drønede rundt i keker (Tuk-tuker) i Freetown.

Lidt Afrika-mave slap vi ikke helt for, men mest til sidst og efter hjemkomst. Og hold nu op, hvor blev vi forskrækkede, da en dreng blev kørt ned i den compound, hvor vi boede i Freetown. Det lød voldsomt - så voldsomt ud. Han var ret tilredt i form af et brud og nogle skrammer, blev syet og fik gips på. Men heldigvis kun det, og han blev fint passet af vores egen sygeplejerske og de lokale læger på sygehuset, der ligger lige ved siden af. Og sejt gennemførte han resten af turen, så godt som han kunne og nåede også ud på standen osv. 

I en keke midt i Freetowns craziness af larm, lugte og desperat handelsliv fortalte en elev mig, at hun bare følte sig helt tryg. Det mindede mig om, at vi har ansatte, der kan gøre en sådan tur til en tryg oplevelse også – at vi således ikke kun har de bedte forældre men også de bedste ansatte. Det har jeg nu heller aldrig været i tvivl om. Tak. 

Nu får I – hold 3 ankommer i morgen - eller har fået nogle trætte unge mennesker hjem. De har fortjent, at I nusser dem; de er modige, seje og har været helt vidunderlige at være sammen med.

Og så ses vi søndag, den 16. februar. I er inviteret i sidste forældrebrev og har nu af jeres familielærer fået tildelt en tid mellem kl. 12 og 15 til f-lærersamtaler. Fra kl. 15 til 16 er der klasse- og vejledningsmøder, og dagen slutter med samtaler med faglærerne fra kl. 16 til 18, hvis I skønner, at der er behov for dette. 

Og nu skal vi have noget ferie. Må jeres blive rigtig god, hvis I også er så heldige.

Mvh

Erik

 

 

 

 

 

På Hald Ege kan man vælge imellem at gå i 5 forskellige 10. klasser:

Højskole10.

Verdensklasse.

Sports10.

E2E.

Almindelig 10.

Vi har udvidet 10.-klasse-tilbuddet og gjort det mere mangfoldigt. Vi ønsker at tilbyde en undervisning, der i højere grad udspringer af skoleformens hovedsigte om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, Hald Eges egne værdier og hele vores dannelsesprojekt. Og så få det til at flugte med elevernes egne interesser, deres lyst og det de hver og en kommer med. 

Vi vil i hver klasse præsentere dem for noget umiddelbart fremmed men på en sådan måde, at det griber dem, flytter dem og trækker dem hen til nye steder, de ikke kan komme på egen hånd. Det tror vi på, vi kan – også fordi lærerne i hver klasse – og tydeligst i 3 af dem - netop er sat fri til at undervise i og formidle lige præcist det område i livet, de holder allermest af, hvorfor først og fremmest dette – lærerens lidenskab - bliver grundlaget for engagementet, energien og meningen i klassen. Eller på en anden måde: Vi vil lave rigtig efterskole, hvor vi også i fagene gør netop det, vi er sat i verden for.

3 af klasserne afsluttes ikke med Folkeskolens prøver; de er prøvefrie. Men det er ikke det væsentlige, og klasserne henter ikke deres begrundelse i at være prøvefrie. Og vi mener i øvrigt, at prøver sagtens kan give mening og kan have stor relevans – både som en fin afsluttende evaluering for eleven men også samfundsmæssigt i forsøget på at give alle lige vilkår.

Men indholdet – det vi lidenskabeligt vil eleverne i disse klasser – er så radikalt anderledes, at det ikke flugter med en traditionel afgangsprøve, og vi må finde vores egne måder at evaluere på i form af nye svendeprøver, pitches, eller hvad ved jeg.

Væsentligt i udviklingen af de nye klasser har også været at sætte os tungt på indholdsdelen. Vi vil eleverne noget her – der er ikke kun tale om form, og vi vil for alt i verden ikke lave disse halvsjaskede projektklasser, der netop først og sidst defineres som prøvefri (og det kan jeg tillade mig at skrive, for vi har selv været der). Ambitionerne er større: Det der arbejdes med i klasserne skal være noget og nok i sig selv: Det skal ikke være et middel til noget andet. Det skal have iboende værdi.

Skulle det så alligevel være et middel til at opnå noget andet, må det være erkendelser i forlængelse af vores dannelsesmål: Vi vil undervise eleverne i verden på en sådan måde, at de får lyst til at tage ansvar for den, gøre mere end man behøver, være optagede af, om alle har det godt, være sig sin betydning for andre bevidst, gøre sig umage osv. Altså alt det, vi på Hald Ege er sat i verden for.

Og så tænker vi da, at disse helt særlige 10. klasser sagtens kan være særdeles relevante og brugbare i forhold til kommende uddannelser: At eleverne både udvikler skills, mind-sets, tilværelsesforståelser, måder at angribe opgaver på osv., som de direkte kan bruge i det videre uddannelsessystem.

Man kan selvfølgelig stadigvæk først og fremmest vælge at gå i en almindelig 10. klasse med pensum & fag som i Folkeskolen. Fagene er dansk, matematik, engelsk, tysk og fysik. Året afsluttes med Folkeskolens 10. klasses-prøver.

Det kan både fagligt og i forhold til kommende ungdomsuddannelser give rigtig god mening at vælge at gå i en almindelig 10. klasse: Man arbejder videre men den faglige udvikling i velkendte fag, hvor man kan forædle og forbedre sine kompetencer i forhold til 9. klasse.

Men giver en almindelig 10. klasse ikke rigtig mening, er der 4 alternativer, som vi forventer os meget af og glæder os til at folde ud og forædle. Her er de beskrevet mere detaljeret for mere konkret at give en fornemmelse af, hvad vi vil og tænker; hvordan vi arbejder:

 

HØJSKOLE10.:

få en miniuddannelse i projektledelse; 

blive klogere på, hvordan verden er skruet sammen;

udvikle lifeskills som kreativitet, åbenhed og livsduelighed;

lære om hvordan man kan tage et ansvar for sig selv, verden og fremtiden og få mere at

vide om Afrika.

HUMANITÆRT IVÆRKSÆTTERI:

Hvordan skaber man noget nyt, der skaber værdi for andre? Du lærer at ideudvikle, pitche og bruge din fantasi til noget brugbart og meningsfuldt.

FILM, KUNST OG BØGER:

Du vil se og opleve forskellige former for kunst inden for bla. litteratur, film, musik og malerkunst. Du skal selv undervejs skrive, male og/eller lave små film for at udvide forståelsen for, hvorledes det kunstneriske sprog afkodes og fortolkes. Afrikansk kunst, litteratur, dans mm. vil selvfølgelig indgå men ikke kun.  

FNS VERDENSMÅL:

Der undervises i FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi arbejder med facts og tegn på, om det går ”den rigtige vej”. I grupper vælger I selv et mål og et bud på, hvordan det kan nås. Dine skills fra Humanitært Iværksætteri kommer i spil her.

PROJEKTLEDELSE:

Hvordan leder man et projekt? Hvordan kan man overskue og strukturere det? Du vil få lyst til og tro på, at du kan stå i spidsen for et projekt, der giver mening. Vi prøver forskellige former for ledelse af, og du finder din ledelsesstil og -rolle. Hvad virker? Hvordan og hvorfor virker det? Osv.  

IDRÆT, TEAMBUILDING OG BEVÆGELSE:

Fordi det er fedt og sjovt. Vi skal lave forskellige idrætslige aktiviteter, der næsten alle har fællesskabet som mål, men som også kan bruges som teambuilding, ice-breakers, tryghed, fællesskab, alternative sportsgrene, lege eller blot det at få sig bevæget og have det sjovt sammen.

Du skal ikke til prøve og får ikke karakterer. Men vi evaluerer løbende, og året afsluttes med din egen Svendeprøve i Humanitært Iværksætteri/Projektledelse – en større opgave, hvor du prøver det af, du har lært. Opgaven indgår i den samlede udtalelse, du får fra højskoleklassen.

 

VERDENSKLASSE

med fokus på krop, sundhed, design og teknologi er til dig, som er interesseret i at

• Skabe og udforske fremtiden.
• Studere menneskets krop og sundhed.
• Forstå verden og dens strukturer.
• Forsøge at løse udfordringer og arbejde med ”hands-on” metoder.
• Få en miniprojektlederuddannelse.
• Arbejde med bud på tiltag til FN’s 17 verdensmål
• Humanitært iværksætteri
• Være nysgerrig og ville vide!
• Komme på relevant studietur til f.eks. København.

GRUNDLAG

Verdensklasse er et prøvefrit 10. klassestilbud for dig, der vil prøve kræfter med en anderledes og ambitiøs måde at udvikle hinanden og verden på.

UNDERVISNINGEN

I undervisningen kommer du til at arbejde med en videnskabelig tilgang til krop, sundhed, design og teknologi og verdensmålene. Du skal arbejde med ”hands-on”-tilgangen, hvor undervisningen kommer ud af bøgerne og ud i verden. Undervisningens indhold svæver over matematik, fysik/kemi, biologi, materielt design, lidt billedkunst og lidt engelsk.

KROP OG SUNDHED

• Du bliver klogere på kroppens fysiologi, muskler, skader, livstil, behandlingsformer og vi skal arbejde med at teste kroppens fysiske ydeevne med moderne udstyr og meget andet.
• Du møder i laboratoriet kemien i vores mad, udforsker celler, gensplejsning, DNA og bliver klog på alternativ behandling og fremtidens bæredygtige levevilkår.
• Du bliver klogere på fysisk og psykisk sundhed mennesket i verden.

 DESIGN OG TEKNOLOGI

• Du får viden om, hvordan vi skaber, udfordrer og stiller krav til den digitale verden.
• Du bliver arkitekt og creator på software og får et kursus til diverse applikationer til forskellige formål; herunder eks. 3D design og print, fremtidens indretning/arkitektur, foto/billede/lyd og programmering af robotter.
• Vi kigger på verden og universet igennem den teknologi, den viden og de mål vi har og får.

STUDIETURE

Vi skal ud i verden. Vi skal bl.a. samarbejde med ’Det Naturvidenskabelige hus’ i Bjerringbro og Mercantec i Viborg. Herudover tager vi på studietur til København eller lignende.

METODER / MINDSET’ET

Vi kommer til at veksle imellem små problemorienterede projekter omkring verdensmålene og praktiske værksteder, hvor du lærer at anvende værktøjer.

Jeres forudsætninger kan være vidt forskellige. Vi er optaget af din progression og møder dig der, hvor du er. 
Til gengæld forventer vi, at du, der vælger denne klasse, er selvstændigt arbejdende, inderligt optaget af at blive klogere på en mere bæredygtig verden og besidder et ”Growth-mindset” og vitterligt ønsker at gøre dig umage - for vi kommer til at knokle.

 I vil også møde gæstelærere både i og udenfor skolen.

EVALUERING

I løbet at året får du løbende feedback på dine projekter. Og i slutningen af skoleåret skal du lave et svendestykke i ”Humanitært iværksætteri/projektledelse”, som skal præsenteres for eksterne dommere. Her vurderes jeres svendestykke i en form, der minder om ”Løvens hule” på DR.

 

SPORTS10.

Sports10 er et prøvefrit 10. klassestilbud for dig, der er interesseret i at udvikle dig gennem arbejdet med sport generelt, men også lige netop i arbejdet med din sportsgren.

Undervisning:

• Filosofi, kultur og historie
• Træneruddannelse/instruktøruddannelse
• Politik og medier
• Psykologi og identitet
• Analyse og præstation
• Krop, kost og fysiologi
• Sport og fællesskab
• Marketing

Alle feltområder tager udgangspunkt i sport og du vil i feltområderne arbejde med flere forskellige sportsgrene, dans, fodbold, håndbold, cykling, svømning, triatlon osv. Det er for dig, som er interesseret i at:

• Forstå sportens betydning for udviklingen af den verden og det samfund vi lever i
• Komme med i laboratoriet og arbejde med præstationsfremmende træningsmetoder i netop din sport og analysere på dig selv og nogle af verdens bedste sportsudøvere
• Undersøge hvordan sporten bruges som en politisk scene og hvilken betydning og magt medier har
• Undersøge og arbejde med hvordan psykologi spiller en væsentlig rolle
• Få en træner/instruktøruddannelse som du senere kan bruge til at træne andre i din sportsgren
• Deltage i et samarbejde med sportsklubber om at udvikle og fremme sporten i samfundet
• Have medbestemmelse ift. den kost du får på efterskolen
• Udvikle dig selv og andre
• Komme på studietur til København eller lignende.

Du får en træner/instruktøruddannelse, så du er i stand til at træne andre i din sportsgren.

Du vil få et officielt bevis på din træner/instruktøruddannelse som du efterfølgende kan bruge i klubregi.

Vi skal ud i den virkelige verden og opleve og arbejde med sporten.

Vi vil tage på studietur til København, Hamborg eller lignende hvor vi vil undersøge, opleve og arbejde med sporten.

 

E2E 10.

Kan du godt lide at få nye ideer? – og se dem blive til virkelighed? – Har du brug for et skoleår med fagligt fokus?

Så er ’Efterskole til Erhvervsskole’ (E2E) måske noget for dig!

E2E 10. er et skoleår, hvor du kan dygtiggøre dig yderligere i fagene dansk, matematik, engelsk og fysik; og når det bliver sommer, går du til folkeskoleskolens prøver for 10. klasse.

I dit skema vil der desuden være moduler med praktiske fag, hvor du udfolder dig kreativt og får kendskab til materialer og teknikker.

Derudover deltager du i projektet Innovations Brobygnings Opgave (IBO), hvor du

• kommer i et udvidet brobygningsforløb over 10 uger;
• kommer i erhvervspraktik med henblik på en IBO-opgave, hvor
• du skal udtænke ideer og løse konkrete projekter i en virksomhed. 

Verdensmålene er en vigtig medspiller i opgaverne for vi tror på, at globale udfordringer skal løses med nære og konkrete tiltag.

Formålet med E2E er at give dig de bedste forudsætninger for at opnå tro på egne evner, blive livsduelig og ikke mindst træffe dit valg af ungdomsuddannelse. 

 

 

 

 

På efterskolen bliver vi ofte spurgt af forældre, hvad vores holdning er til mobiltelefon. Det er jo et ret vildt spørgsmål, når man tænker nærmere over det, og det er fristende at synes, man så skal have et klart svar (og det har vi så også). Men helt galt går det, hvis vi tror, at vi har det rigtige svar – at vi har ret.

Før hen har jeg ellers været ret sikker på følgende: De unge – f.eks. på en efterskole – skal mødes med tydelighed og et rammesat og værditungt dannelsesprojekt, de kan spille bold op ad og som er ret stålsat i egen bevidsthed om, at vi ved bedst, hvad der er væsentligt for de unge. Om stort og småt. Her og nu i al evighed. Og som frie skoler har vi faktisk alle (og bør også have) klare bud på, hvad det gode liv er. Det er vi normalt ret gode til at mene og sige noget om. På Hald Ege tillader vi os endda at have 8 Dannelsesmål, som vi arbejder hen imod for i en eller anden grad at nå og vurderer eleverne, hinanden og skolen på.

Nu er jeg blevet knap så sikker. Det kan meget vel være den ældre mands begyndende usikkerhed men: Hvem er vi, hvis vi tror, at vi ved bedst i forhold til en dynamisk tid med verdensordner, der falder sammen, flydende identiteter, den vildeste hastighed i omskiftelighed og mange fine bud på meningsfulde tilværelsesfortolkninger, der som sådan netop ikke kan vurderes men kun deles. Vi skal være mere ydmyge i vores skråsikkerhed. Og definerer vi først og fremmest vores dannelsesprojekt som modkultur, har vi koblet os mere af end på en udvikling. Er jeg forsigtig begyndt at mene.

Hvis vi vil være relevante for nye generationers udvikling, danne eleverne og ville dem noget (og det vil vi i den grad stadig) er de korslagte armes tid med postulater og absolutter helt forbi og skal afløses af noget andet: En åbenhed og generøsitet, når vi udveksler synspunkter for at finde vej – netop ikke vejen men egne veje, der giver mening og liv. Varsomt og musikalsk skal vi møde eleverne og være virkelig gode til først og fremmest at give tid og lytte.

Vi står over for en megacool generation, hvis refleksioner er lige så værdifulde som dem, vi ældre stakåndet halser efter for at udtrykke, fordi vi tror, at vi skal have en stærk holdning til alt. Og vi har vel alle prøvet at blive sat til vægs af en teenager – komme lidt til kort i en diskussion rent faktisk, fordi den unge har et mere holdbart argument, en mere spændende vinkel, en bedre fantasi. Det må være det bedste og mest livsbekræftende, der findes. På klimaområdet f.eks. er det de unge, der trækker politikerne hen til steder, de ikke kan komme på egen hånd – trækker dem op i fart og faktisk får ting til at ske. 

Skal vi da så bare lade de unge sejle deres egen sø og selv finde svar. Nej – for pokker. Slet ikke. Vi skal snakke med dem; hele tiden og igen og igen. Udveksle synspunkter, dele drømme og visioner, være nysgerrige, generøse og åbne og sammen søge holdbare tilværelsesforståelser, der holder lige til, de ikke gør det længere. Insistere på ligeværdige samtaler om det væsentligste, hvor idealet for samtalen godt kunne være afdøde forfatter Ejvind Larsens i hans bog ”Det levende ord” om Grundtvig: At en samtale først rigtig er lykkedes, når man har overtaget hinandens synspunkter – at det er der, det rykker og der, vi flytter hinanden.

Her bliver det aldrig vigtigt at have ret. Aldrig. Men vigtig at have relationer, fordi det er gennem dem, vi rører og bevæger hinanden. Meningen med livet er at indgå i kærlige relationer. Punktum.  Og i skolen skal relationerne også bruges til at flytte, forstyrre og udfordre hinanden – stifte livgivende uro. Og jo – selvfølgelig med klangbund i grundlæggende antagelser, man helt ned i maven kan mærke, man har. Og måske endog udtrykt i værdier og gode og livgivende dannelsesmål. Jojo. Når bare vi ved, at vi ikke har ret men først og fremmest har fokus på relationen og troen på samtalens kraft. Og at det hele finder sted i sand frihed, hvor de unge mennesker frit kan vælge til og fra men altid på en sådan måde, at de aldrig er i tvivl om, at det her liv er værd at turde binde an med.

Her kommer 5 gode ting, vi kan sætte i værk, når efterskoleeleverne kommer igen. Og 1 ting, som aldrig kommer til at ske:

Når efterskoleeleverne senest 10. maj forhåbentligt mødes igen, giver de hinanden et stort knus. Der bliver kæmpekrammere til mange, og det bliver helt vidunderligt at overvære. De længes helt ind i knoglerne efter hinanden og de tætte, nære venskaber, man kan opleve på en efterskole. Og det er helt, som det skal være. De kommer med alt, hvad der er dem. Uden forbehold! 

Som forstander kommer jeg heller ikke til at forbyde godnat-krammerrunden, som afslutter hver dag, og som man skal være voldsom kynisk for ikke at blive rørt over. Jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig, at jeg vil appellere til, at de begrænser den fysiske kontakt. Eller at jeg løfter et øjenbryn, hvis jeg ser dem gå hånd i hånd hen ad gangen.

En efterskole er nemlig hjemlighed. Meget mere end blot en skole med kost og logi, hvorfor regler for institutioner virker så forkerte her. De rører ved hinanden på en efterskole! Og de rører hinandens hjerter! Og det er meningen med et efterskoleophold, at eleverne oplever, hvor stor betydning, de har for hinanden; hvordan de er viklet ind i hinanden og helt forbundne, bærer hinandens sorger og glæder og i tætte og nære relationer mærker (!), hvor givende et fælleskab, hvor man vil hinanden noget, kan være. Hvor stærkt, livgivende og meningsfuldt, det er.

Og det er her en stor del af efterskolens dannelse ligger: At man ser sig selv som en del af noget større, man indgår i, har stor betydning for og kan tage et medansvar for.

Samfundssind og efterskolens dannelsesprojekt er et langt stykke hen ad vejen det samme – ja, næsten identiske begreber. Vi danner til samfundssind.

Derfor kan vi ikke holde afstand, når vi åbner igen. Og vi kan ikke være sammen hver for sig på nye måder og blot lade som om, at vi har betydning for hinanden. Eleverne bor på en efterskole; det er deres hjem, og det er også præcist sådan, de oplever det. De kærlige relationer, de her indgår i, flugter ikke med 2 meters afstand, hold-dig-væk og rør-mig-ikke. På samme måde som det heller ikke ville give mening i jeres familie. Det er sådan virkeligheden er, og det er, som det fremgår, også en væsentlig del af hele dannelsesprojektet. 

Det er også derfor, at det virker helt forkert, at eleverne i denne tid ikke kan være hjemme på efterskolen, hvor de bor. Bo på deres værelser, spise sammen, gå i skole og dyrke sport sammen - være sammen.

Omvendt er vi glade for, at vi ikke kom med i første runde af genåbningsplanen (hvis der er en) men skal vente lidt endnu. Vi har også en friskole – Friskolen Hald Ege – der åbner igen lige om lidt, og til denne genåbning har der fra Sundhedsmyndighedernes side været stillet tæt ved 50 krav! Dem lever vi fint op til på Friskolen, men med klangbund i dem ville det ikke give mening at åbne efterskolen, og her er det primært reglerne om afstand, antal elever i et lokale osv., jeg tænker på:

Det problematiske i det er ikke, hvorvidt vi praktisk kunne løse udfordringen, indrette os på måder, leje partytelte og jeg ved ikke hvad…der er innovative kræfter på Hald Ege, så det skulle nok kunne lade sig gøre. Men det virkeligt problematiske er, at det ikke ville være efterskole overhovedet: At afstand og berøringsangst ikke bare er uforeneligt med men faktisk det stik modsatte af efterskolehverdag og hvad, vi er sat i verden for. Af alle reglerne, retningslinjer og forbehold ville skygge for den umiddelbare tillid og åbenhed, de unge på efterskolen både møder og skal møde de andre med.

Derfor venter vi gerne til 10. maj, og så er vi i den grad klar. Men også vi er med på, at det er en vigtig samfundsopgave at mindske smitten. Er der da så slet ikke noget, vi som efterskole kan og bør gøre? Jo da – en masse lavpraktiske og fornuftige tiltag med klangbund i sund fornuft – f.eks. disse 5 ting:

Rengøring: Vi bør her følge de fornuftige retningslinjer og lave udvidet rengøring på både fællesarealer og værelserne 2 gange dagligt. Her har eleverne i forvejen udviklet gode vaner og rutiner, som vi kan forædle og gerne stramme kaserneagtigt op på, hvor det er nødvendigt. Og det vil det være nogle steder.

Håndhygiejne: Vi bør lave gode rutiner for håndvask og købe - og rundt omkring placere - al den håndsprit, vi kan få, betale og være bekendt at købe. Fra vores fællestur til Sierra Leone ved vi, at eleverne sagtens kan lære og er dygtige til at spritte af og ikke tage hænderne op til ansigtet. Lige præcis denne disciplin har vi gode erfaringer med,  og den kan sagens videreføres i en efterskolehverdag og giver god mening. 

Spisesalen: Her bør vi begrænse buffet og i stedet kun lave bordservering – evt. portionsanretninger, hvis muligt.

Morgensamlinger, stander- og fortælletimer, hvor alle er samlet i længere tid, kan evt. forkortes noget og ikke gøres længere end nødvendigt. Det går nok…

Og til sidst det vigtigste:

At vi kraftigt henstiller til, at eleverne bliver på efterskolen – altså deres hjem – i de mindst 7 uger, der er tilbage, når de kommer igen til maj. Eller anmoder dem om? Kærligt forlanger? Lidt i tvivl om ordvalget, men det er en god ide i, at de bliver her hen over både Kr. Himmelfart og Pinse og så meget som overhovedet muligt, hvad de jo for pokker også præcist har lyst til og længes så usigeligt efter. Skal de absolut hjem til familien, bør besøget så absolut begrænses til den nærmeste familie. 

Det var 5 forslag til gode, realistiske retningslinjer, når efterskoleeleverne er her igen og som i modsætning til afstandskravene er mulige og realistisk. Vi håber på først og fremmest elevernes men også på hele efterskolens vegne sådan på, at vi senest om 4 uger får lov til at lave efterskole igen for fuld hammer med alt, hvad det indebærer.  Også fordi det i så fald er et tegn på, at regeringens tiltag lykkes, at der er styr på smittefrekvensen, sygehusene kan følge med, og at syge får den behandling, de skal have for at blive raske.

Ønsket om et nyt karaktersystem begrundes ofte i, at for mange får 12, og at der i det nuværende ikke er mulighed for at honorere den ekstraordinære præstation; det helt unikke. Dette ønske flugter så fint med den high performance-kultur, der er herskende for tiden og som har fokus på talentet og den særligt dygtige elev, der virkelig kan præstere på det helt rigtige tidspunkt.

Det synes som om, det nærmest er synd for de dygtige. Men jeg længes ingenlunde efter tider med 13-tals-hysteri, flaget op, så er der kage og hurra, hurra. Jeg har det fint med, at der er mange veje til den bedste karakter, og at den kan ramme bredt – en bred top.

Med klangbund i vores skoleforms hovedsigte er det hverken klædeligt for os som efterskoler – ej heller ideen - at vi skal være alt for optagede af at hylde de allerdygtigste. Det kan aldrig være en grundskoles vigtigste opgave. 

Vi kunne jo i karakterdebatten være en fin modkultur og besinde os på præcist dette: At de dygtige nu nok skal klare sig alligevel, hvorfor vores fokus bør ligge dels på dem, der i højere grad bøvler; og så i øvrigt på alt det, der netop ikke sådan lige kan vurderes og indeholdes i et tal: Hele dannelsesprojektet og alt det, vi først og fremmest vil eleverne; det vi er sat i verden for.

Det er jo med Hal Kochs ord ikke skolens vigtigste opgave at give men at skabe karakterer.

Andre tanker med et nyt karaktersystem er ifølge uddannelsesministeren, at det skal følges op af mål, der tager udgangspunkt i det, eleven rent faktisk kan og gør og ikke i manglerne. Enig. Mangeltænkende, triste censorer, der altid starter voteringen med tørt at konstatere, hvad eleven jo ikke kom ind på – ikke gjorde – bør være fortid.

Jeg er egentlig på mange måder tilhænger af karaktergivning. I den daglige undervisning er der mange andre, langt mere givende og nuancerede måder at give feedback på. Heldigvis. Og de skal dyrkes og styrkes, men det er faktisk helt cool, at en del af evalueringen og feedbackkulturen på en efterskole, når det gælder hardcore undervisning, består i at give en karakter. Det indgår vi jo i, når vi tilbyder prøverne og gerne vil ”stå mål med”, være grundskole, i det hele taget tages alvorlig og ikke være osteklokke, lang lejrskole eller beskyttet ungdomsbolig.  

Men det, der sættes lys på, vokser. Og vi sætter alt for megen lys på prøverne og karaktererne. Desværre ikke kun fra politisk side, men vi lader os selv rive med: Som forældre, elever, lærere, ledere osv. Der er i stedet brug for, at vi hjælper hinanden med at genbesøge dette gode, gamle perspektiv: At det er prøverne, der skal afspejle undervisningen (og jo for pokker ikke omvendt): Vi leger så lidt eksamen til sidst omkring det, vi har arbejdet med i løbet af året, og nå ja – så ender det med, at eleverne får en karakter ud fra en – helst international – skala. Og at det faktisk er en fin, meningsfuld og retfærdig form for feedback i den pågældende situation.

Denne form for ro og coolness har vi pligt til at vise eleverne, så de lærer at balance tingene, vurdere hvad der er vigtigt i livet, blive livsduelige, robuste osv. Og der er brug for, at vi som voksne minder hinanden om det. Og så i øvrigt vedbliver med at sætte det voldsomste lys på det, der virkelig er væsentligt – vores kerneydelse – og lader det vokse. Så ro på.