Ja. Sådan var der en mor, der til ”Efterskolernes Aften” i onsdags responderede på mit lille oplæg om Hald Eges måde at lave efterskole på. Og det var jo virkelig fedt, for så kunne jeg få lov at forklare, hvordan vi synes, at det der med elite, efterskoler og dannelse hænger sammen. I hvert fald for os.
For det første: Elite. Vi – og det gælder alle efterskoler – er ikke eliteefterskoler. Vi optager eleverne i den rækkefølge, de henvender sig og ikke efter deres evner og gøren-sig-til. Men vores linjeundervisning foregår i et ambitiøst og målrettet miljø, forstået på den måde, at vi – når f.eks. fodbold- eller håndboldundervisningen går i gang – er totalt fokuserede, træner intenst og sådan gør os umage. For selv at blive bedre, få det bedste frem i hinanden og udvikle os med store forventninger til udbyttet, der på vidunderlig vis flugter så fint med engagementet. Vi vil noget med linjen – det være sig Fodbold, Håndbold, Xterra, Mountainbike, Dans eller Film.
Og for det andet: Netop derfor er det væsentlig at holde sig for øje, at det ikke er det, vi er sat i verden for! Linjen er ikke efterskolens hovedsigte. Vi er med på, at det næsten kan føles som om, fodbold er meningen med livet. Og netop i den erkendelse skal vi vedholdende insistere på at præsentere eleverne for noget, der er større og dem umiddelbart fremmed, men som griber dem på en sådan måde, at det giver dem nye indsigter.
Og vil man så noget så meningsfuldt og givende sammen, kan det kun ske i en tryg og anerkendende kultur, hvor man er sig sin betydning for andre bevidst og derfor er ordentlig, kærlig og omsorgsfuld; taler til og tror på det bedste i hinanden. Passer på og træder varsomt.
I sådan en kultur skal der være langt mellem hammere, der falder og streger, der trækkes i sand. Det er egentlig noget, vi gerne gør os umage for at komme uden om og i stedet søge en forståelsens vej, hvor læring helt sikkert og dannelse måske finder sted. Vi tror på, at regler ganske vist giver svar, men at værdier giver ansvar. Og at det er den vision, man betaler for på en Hald Ege.
Det forstod den ovennævnte og meget opmærksomme mor så som bløde værdier i kontrast til elite. Men vi tror – endda også hvis man holder fast i ordene elite og blød – at de i et dannelsesmiljø forudsætter hinanden: At når man vil udvikle sig indenfor sin sport, er ambitiøs og vil drive det (måske endda sit talent) til det yderste, så bliver det pludseligt endnu vigtigere, at man er forankret i noget større end netop det. For at lykkes. Menneske først – håndboldspiller så. En indsigt, man bliver en bedre håndboldspiller af.
Og på den anden side er det så præcist Hald Eges opgave i vores dannelsesprojekt at tage udgangspunkt i de mange kompetencer, de unge mennesker netop kommer med: Først og fremmest deres vidunderlige dedikation, klare og dybfølte viden om fællesskabets (holdets) ubetingede værdi, erfaringer med at tabe og gå hårdt efter at vinde, arbejdet med sig selv, målsætninger, bristede drømme osv. Og så: Flytte alle disse kompetencer og erfaringer over i anliggender, der har med selve livet at gøre. Bruge dem til noget andet også. Vise dem, at det de kan, kan foldes ud andre steder på andre måder, der lægger noget til livet og gør det rigere.
Den dobbeltbevægelse er godt nok meningsfuldt efterskolearbejde, som vi forsøger at praktisere på Hald Ege. Og uagtet om det lykkes eller ej, elsker at bøvle med. Skøn og uforglemmelig var derfor den dag, da 2 dygtige håndboldtøser pjækkede fra deres håndboldtræning på førsteholdet, fordi de var midt i en teateruge, hvor de godt kunne se det vigtige i at være til stede – både i forhold til fællesskabet, der ikke kunne svigtes – og så var de faktisk blevet grebet og bidt af teateret som udtryksform.