Tidligere verdensmester i Mountainbike og Bjergkongen fra Tour de France Michael Rasmussen bliver din lærer på denne linje. Målet er, at du dygtiggør dig optimalt indenfor sporten og udvikler dine tekniske færdigheder. Undervisningen vil primært varetages af Michael og af Chris Mads Rasmussen fra cykelholdet Racing Viborg.
I løbet af dit år på Hald Ege tager Michael og Chris dig med en uge til Gardasøen, hvor du bliver udfordret ud over det sædvanlige i et helt andet terræn.
Alle er velkomne, og du behøver således ikke at være mountainbikerytter på højt niveau ved start. Med Hald Ege-skovene og Dollerup Bakker har vi et perfekt terræn lige uden for døren. Viborg Kommune er ligeledes igang med at etablere et 100 km MTB-spor, hvoraf det meste allerede står klar. Vi har derfor meget store forventninger til det udbytte, du får ved at træne intenst og målrettet. Ligeledes forventer vi, at du møder op med stort engagement og et drive for at dygtiggøre dig.
Undervisningen tager individuelt udgangspunkt i netop dine personlige ambitioner og planer indenfor sporten.
Udover det helt fantastiske terræn i nærområdet, vil vi på linjen bestræbe os på at komme meget rundt i landet og deltage i forskellige relevante løb. Ligeledes er vi ofte selv arrangør af MTB-løb, hvor andre af landets efterskoler vil blive inviteret.
Vi forventer, at du selv medbringer din egen MTB med click-pedaler, cykeltøj og MTB-sko. Undervejs i forløbet vil du desuden lære at blive en bedre cykelmekaniker og få udstyrskendskab – en ikke helt uvæsentlig del af sporten. Denne del varetages af Chris og hans team fra Fri Bikeshop i Viborg.
Er du interesseret i vores mountainbike linjen?