I de sidste par dage har der i medierne – primært på radio 24/7 og i aftes i Deadline – været stor opmærksomhed på, at der på en række nordsjællandske gymnasier er en række traditioner for lukkede fester – “puttemiddage”, hvor adgangsbilletten er udståling og skønhed (3.Gerne inviterer udvalgte 1.Gere) , og at der i skolernes navn og drevet af eleverne udarbejdes skoleblade med lister over, hvem der seksuelt har været sammen med hvem samt artikler fra studieture, hvor der detaljeret og med angivelse af navne har været tale om sexhistorier. Ligeledes har det være beskrevet overgrebsvideoer, der deles i lukkede grupper på Facebook.
Man kan nemt få en fornemmelse af, at ungdomskultur i dag er sex, og at det ikke er cool at være den snerpede type, der siger nej. Og sikkert er det, at der i denne tid sker en seksualisering af sporget. Og det kan man nemt blive forarget over.
Jeg forarges dog i langt højere grad over, at gymnasierektorerne lader det ske; er påfaldende svage i deres udmeldinger og ikke tager et dannelsesmæssigt ansvar. Der vaskes hænder, og man kan få fornemmelsen af, at man rundt på gymnasierne synes, at det her ikke har noget med skolen af gøre. Men det har det. Og ovennævte er et fint billede på, hvad der sker, hvis ting overlades til de unge selv. Og når ingen tager dannelsesopgaven på sig.
Vi bør være sippede på de unges vegne og møde dem i ordentlig dialog og samtale omkring, hvordan vi passer på hinanden i et fællesskab og er ordentlige over for hinanden, så alle har det godt; vi skal være helt tydelige omkring grænser og de konsekvenser, der utilsigtet kan opstå, hvis vi ikke tænker os godt om.
Vi kunne f.eks. snildt genindføre et fint gentleman-begreb. Jeg ville f.eks. fortælle dem, at sex handler om kærlighed, og at det godt kan være megacool at gemme det hele lidt og bevare det poetiske i det! Det ville jeg, fordi det passer (!), men også fordi, det kunne være en fin klangbund for andre refleksioner og erkendelser end dem, man som ung nemt kan nå frem til, hvis man ikke møder en anden holdning end den herskende i flere reality-shows og altså således også i gymnasiers skoleblade mm.
Min erfaring er ligeledes, at eleverne faktisk rigtig gerne vil præsenteres for noget andet, konfronteres, udvide perspektiverne og se ting på flere og måske andre måder. De ønsker jo ikke at gøre de medstuderende kede af det – og er i øvrigt heller en generation i moralsk forfald. De skal bare hjælpes af voksne, der vil dem og som har blik for andre aspekter ved en alt for grov jargon. Der skal snakkes med dem – snakkes igennem, og samtales kraft er helt uvurderlig.
Man danner sig for hinanden ind i et forpligtende fællesskab, som man skal være opmærksom på, og her bliver dannelsen en evne, der skal udvikles. Det er de frie skolers fornemmeste opgave – det, vi er sat i verden for. Og når unge mennesker er sammen, går til elevfester, laver skoleblade, sladrer osv. kan alt ske (og det er der intet nyt i). Også på en efterskole. Men vi ville på efterskolerne reagere på det, have dybe meninger om det, tage det på os på forskellige måder, men aldrig på en sådan, at eleverne ville være i tvivl om, at vi vil dem. Og vil dem det bedste. At denne dannelsesmæssige opgave også må gælde for et gymnasium, er de sidste dages historier et fint bevis på.