”Hvad laver I dernede?”, spurgte jeg min søn, der var med efterskolen på udlandstur på et dejligt feriested. ”Ikke så meget og mest det, vi også laver derhjemme, sport og hygge, du ved”, svarede han. ”Og vejret er fantastisk”.
Åh..Og på vores efterskole kender vi også til ture, hvor en af de helt store udfordringer var at nå hjem fra skituren rettidigt inden vinterferien, hvor flere elever skulle af sted igen – denne gang med deres familier på skitur; om end ikke til det helt samme sted så dog ofte til samme land, samme indhold. Dog uden statsstøtte.
Jeg under virkelig efterskoleelever skønne oplevelser med det der helt vidunderlige fællesskab, frisk luft, gode shoppemuligheder og dejligt vejr. Men det er ikke det, vi er sat i verden for. Enhver tur bør flugte tydeligt og ret ambitiøst med hele skolens dannelsesprojekt og have klangbund i skolens værdier.
Ligeledes har vi fastslået, at hver uge er vigtig og således fået lov til at lave efterskole i 42 og ikke blot i de varslede 41 uger. Og netop derfor må turen være en væsentlig del af dannelsen på skolen og så vigtig, at den er alle pengene værd.
Udlandsture på efterskoler skal være dannelsesrejser. Altså rejser, hvor eleverne drager ud og vender hjem forandrede. Hvor vi trækker dem steder hen, de ikke kommer på egen hånd – og konstant præsenterer dem for noget umiddelbart fremmed, der alligevel så griber dem, gør dem større, gør noget ved dem og giver dem lyst til at forstå. Heri består dannelsen på en efterskole.
Mål med og destinationer for rejserne er mangeartede som skolerne selv. Men vi skal ville noget (mere) med dem og være tydelige på, hvorfor de skal på netop denne tur. Den mangfoldighed af værdier, man møder i hele efterskoleverdenen, rimer ikke rigtigt med, at så mange efterskoleelever skal ud at stå på ski i en uge.
Ikke alle skal imidlertid til Indien eller Afrika lige så lidt, som de skal til Norge eller New York. Men hver skole bør være sig udlandsturens store betydning for skolens dannelsesprojekt bevidst.
Og netop derfor er det også vigtigt, at turen er inkluderet i skoleprisen. Turen er en del af opholdet og kan derfor ikke koste ekstra. Og til skoler med to udenlandsture vil jeg sådan foreslå, at den ene aflyses og ugeprisen nedsættes.
Jeg kender ikke bevæggrundene for og indholdet i alle skolers udlandsture. Men jeg har lyst til at videregive den erfaring, vi på vores skole har haft, når udlandsturen går fra at være fed og sjov til at være en ordentlig og reel dannelsesrejse, der pludselig giver masser af mening og energi – gør noget ved os alle.
Efterskolernes udlandsture skal således ikke nødvendigvis være fede, sjove og vildt eksotiske men rent faktisk ambitiøse bud på ture, der smukt lægger i forlængelse af det, vi, når vi gør os allermest umage, allerhelst vil lære eleverne.