Ønsket om et nyt karaktersystem begrundes ofte i, at for mange får 12, og at der i det nuværende ikke er mulighed for at honorere den ekstraordinære præstation; det helt unikke. Dette ønske flugter så fint med den high performance-kultur, der er herskende for tiden og som har fokus på talentet og den særligt dygtige elev, der virkelig kan præstere på det helt rigtige tidspunkt.
Det synes som om, det nærmest er synd for de dygtige. Men jeg længes ingenlunde efter tider med 13-tals-hysteri, flaget op, så er der kage og hurra, hurra. Jeg har det fint med, at der er mange veje til den bedste karakter, og at den kan ramme bredt – en bred top.
Med klangbund i vores skoleforms hovedsigte er det hverken klædeligt for os som efterskoler – ej heller ideen - at vi skal være alt for optagede af at hylde de allerdygtigste. Det kan aldrig være en grundskoles vigtigste opgave.
Vi kunne jo i karakterdebatten være en fin modkultur og besinde os på præcist dette: At de dygtige nu nok skal klare sig alligevel, hvorfor vores fokus bør ligge dels på dem, der i højere grad bøvler; og så i øvrigt på alt det, der netop ikke sådan lige kan vurderes og indeholdes i et tal: Hele dannelsesprojektet og alt det, vi først og fremmest vil eleverne; det vi er sat i verden for.
Det er jo med Hal Kochs ord ikke skolens vigtigste opgave at give men at skabe karakterer.
Andre tanker med et nyt karaktersystem er ifølge uddannelsesministeren, at det skal følges op af mål, der tager udgangspunkt i det, eleven rent faktisk kan og gør og ikke i manglerne. Enig. Mangeltænkende, triste censorer, der altid starter voteringen med tørt at konstatere, hvad eleven jo ikke kom ind på – ikke gjorde – bør være fortid.
Jeg er egentlig på mange måder tilhænger af karaktergivning. I den daglige undervisning er der mange andre, langt mere givende og nuancerede måder at give feedback på. Heldigvis. Og de skal dyrkes og styrkes, men det er faktisk helt cool, at en del af evalueringen og feedbackkulturen på en efterskole, når det gælder hardcore undervisning, består i at give en karakter. Det indgår vi jo i, når vi tilbyder prøverne og gerne vil ”stå mål med”, være grundskole, i det hele taget tages alvorlig og ikke være osteklokke, lang lejrskole eller beskyttet ungdomsbolig.
Men det, der sættes lys på, vokser. Og vi sætter alt for megen lys på prøverne og karaktererne. Desværre ikke kun fra politisk side, men vi lader os selv rive med: Som forældre, elever, lærere, ledere osv. Der er i stedet brug for, at vi hjælper hinanden med at genbesøge dette gode, gamle perspektiv: At det er prøverne, der skal afspejle undervisningen (og jo for pokker ikke omvendt): Vi leger så lidt eksamen til sidst omkring det, vi har arbejdet med i løbet af året, og nå ja – så ender det med, at eleverne får en karakter ud fra en – helst international – skala. Og at det faktisk er en fin, meningsfuld og retfærdig form for feedback i den pågældende situation.
Denne form for ro og coolness har vi pligt til at vise eleverne, så de lærer at balance tingene, vurdere hvad der er vigtigt i livet, blive livsduelige, robuste osv. Og der er brug for, at vi som voksne minder hinanden om det. Og så i øvrigt vedbliver med at sætte det voldsomste lys på det, der virkelig er væsentligt – vores kerneydelse – og lader det vokse. Så ro på.