Her kommer 5 gode ting, vi kan sætte i værk, når efterskoleeleverne kommer igen. Og 1 ting, som aldrig kommer til at ske:
Når efterskoleeleverne senest 10. maj forhåbentligt mødes igen, giver de hinanden et stort knus. Der bliver kæmpekrammere til mange, og det bliver helt vidunderligt at overvære. De længes helt ind i knoglerne efter hinanden og de tætte, nære venskaber, man kan opleve på en efterskole. Og det er helt, som det skal være. De kommer med alt, hvad der er dem. Uden forbehold!
Som forstander kommer jeg heller ikke til at forbyde godnat-krammerrunden, som afslutter hver dag, og som man skal være voldsom kynisk for ikke at blive rørt over. Jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig, at jeg vil appellere til, at de begrænser den fysiske kontakt. Eller at jeg løfter et øjenbryn, hvis jeg ser dem gå hånd i hånd hen ad gangen.
En efterskole er nemlig hjemlighed. Meget mere end blot en skole med kost og logi, hvorfor regler for institutioner virker så forkerte her. De rører ved hinanden på en efterskole! Og de rører hinandens hjerter! Og det er meningen med et efterskoleophold, at eleverne oplever, hvor stor betydning, de har for hinanden; hvordan de er viklet ind i hinanden og helt forbundne, bærer hinandens sorger og glæder og i tætte og nære relationer mærker (!), hvor givende et fælleskab, hvor man vil hinanden noget, kan være. Hvor stærkt, livgivende og meningsfuldt, det er.
Og det er her en stor del af efterskolens dannelse ligger: At man ser sig selv som en del af noget større, man indgår i, har stor betydning for og kan tage et medansvar for.
Samfundssind og efterskolens dannelsesprojekt er et langt stykke hen ad vejen det samme – ja, næsten identiske begreber. Vi danner til samfundssind.
Derfor kan vi ikke holde afstand, når vi åbner igen. Og vi kan ikke være sammen hver for sig på nye måder og blot lade som om, at vi har betydning for hinanden. Eleverne bor på en efterskole; det er deres hjem, og det er også præcist sådan, de oplever det. De kærlige relationer, de her indgår i, flugter ikke med 2 meters afstand, hold-dig-væk og rør-mig-ikke. På samme måde som det heller ikke ville give mening i jeres familie. Det er sådan virkeligheden er, og det er, som det fremgår, også en væsentlig del af hele dannelsesprojektet.
Det er også derfor, at det virker helt forkert, at eleverne i denne tid ikke kan være hjemme på efterskolen, hvor de bor. Bo på deres værelser, spise sammen, gå i skole og dyrke sport sammen - være sammen.
Omvendt er vi glade for, at vi ikke kom med i første runde af genåbningsplanen (hvis der er en) men skal vente lidt endnu. Vi har også en friskole – Friskolen Hald Ege – der åbner igen lige om lidt, og til denne genåbning har der fra Sundhedsmyndighedernes side været stillet tæt ved 50 krav! Dem lever vi fint op til på Friskolen, men med klangbund i dem ville det ikke give mening at åbne efterskolen, og her er det primært reglerne om afstand, antal elever i et lokale osv., jeg tænker på:
Det problematiske i det er ikke, hvorvidt vi praktisk kunne løse udfordringen, indrette os på måder, leje partytelte og jeg ved ikke hvad…der er innovative kræfter på Hald Ege, så det skulle nok kunne lade sig gøre. Men det virkeligt problematiske er, at det ikke ville være efterskole overhovedet: At afstand og berøringsangst ikke bare er uforeneligt med men faktisk det stik modsatte af efterskolehverdag og hvad, vi er sat i verden for. Af alle reglerne, retningslinjer og forbehold ville skygge for den umiddelbare tillid og åbenhed, de unge på efterskolen både møder og skal møde de andre med.
Derfor venter vi gerne til 10. maj, og så er vi i den grad klar. Men også vi er med på, at det er en vigtig samfundsopgave at mindske smitten. Er der da så slet ikke noget, vi som efterskole kan og bør gøre? Jo da – en masse lavpraktiske og fornuftige tiltag med klangbund i sund fornuft – f.eks. disse 5 ting:
Rengøring: Vi bør her følge de fornuftige retningslinjer og lave udvidet rengøring på både fællesarealer og værelserne 2 gange dagligt. Her har eleverne i forvejen udviklet gode vaner og rutiner, som vi kan forædle og gerne stramme kaserneagtigt op på, hvor det er nødvendigt. Og det vil det være nogle steder.
Håndhygiejne: Vi bør lave gode rutiner for håndvask og købe - og rundt omkring placere - al den håndsprit, vi kan få, betale og være bekendt at købe. Fra vores fællestur til Sierra Leone ved vi, at eleverne sagtens kan lære og er dygtige til at spritte af og ikke tage hænderne op til ansigtet. Lige præcis denne disciplin har vi gode erfaringer med, og den kan sagens videreføres i en efterskolehverdag og giver god mening.
Spisesalen: Her bør vi begrænse buffet og i stedet kun lave bordservering – evt. portionsanretninger, hvis muligt.
Morgensamlinger, stander- og fortælletimer, hvor alle er samlet i længere tid, kan evt. forkortes noget og ikke gøres længere end nødvendigt. Det går nok…
Og til sidst det vigtigste:
At vi kraftigt henstiller til, at eleverne bliver på efterskolen – altså deres hjem – i de mindst 7 uger, der er tilbage, når de kommer igen til maj. Eller anmoder dem om? Kærligt forlanger? Lidt i tvivl om ordvalget, men det er en god ide i, at de bliver her hen over både Kr. Himmelfart og Pinse og så meget som overhovedet muligt, hvad de jo for pokker også præcist har lyst til og længes så usigeligt efter. Skal de absolut hjem til familien, bør besøget så absolut begrænses til den nærmeste familie.
Det var 5 forslag til gode, realistiske retningslinjer, når efterskoleeleverne er her igen og som i modsætning til afstandskravene er mulige og realistisk. Vi håber på først og fremmest elevernes men også på hele efterskolens vegne sådan på, at vi senest om 4 uger får lov til at lave efterskole igen for fuld hammer med alt, hvad det indebærer. Også fordi det i så fald er et tegn på, at regeringens tiltag lykkes, at der er styr på smittefrekvensen, sygehusene kan følge med, og at syge får den behandling, de skal have for at blive raske.