På vores efterskole går udenlandsturen til Vestafrika: Sierra Leone eller det nordlige Ghana. Det er en dannelsesrejse, hvor alle 200 elever rejser ud og kommer hjem forandrede; får set og mødt noget umiddelbart fremmed, der griber dem og giver dem nye perspektiver på og refleksioner over både verden og deres eget liv. Ret vildt og meningsfuldt at være en del af og samtidig et helt tydeligt udtryk for vores værdier.
Derfor er det godt nok ærgerligt, at turen i år er udfordret pga. Corona. Ikke kun fordi eleverne går glip af en stor oplevelse (oplevelser har ikke nødvendigvis stor værdi), men som det fremgår, fordi turen i højere grad er så stor og væsentlig en del af vores dannelsesprojekt på Hald Ege og en klar konkretisering af, hvad vi præcist vil de unge mennesker!
Men det er nærmest som om, at det på forhånd er vedtaget, at Afrika er et lukket kontinent at besøge længe endnu. Når først Corona rammer Afrika, vil de dø som fluer, og der vil være lig i gaderne. Forestillingen om, at det er i Afrika, Corona kulminerer og når de videste højder, er vi mange, der har haft og låst os lidt fast på.
Det sker bare og heldigvis ikke. Antallet af registrerede Corona-tilfælde er lavt og kan selvfølgelig hænge nøje sammen med antallet af testede, men dødsfaldene er påfaldende få – pt. under 40.000 og dermed lavere end i hele Storbritannien. Og selv når man tager højde for usikkerheden i dette tal og de sikkert flere, ikke-rapporterede dødsfald, er Afrika det mildest ramte kontinent.
Grundene til, at der dør så få i Afrika med Corona, kunne være nogle af disse:
- Afrikanerne er meget unge: Under 5% af befolkningen syd fra Sahara er over 60 år gamle (i Europa er det ca. 25%).
- Forekomsten af risikosygdomme (i forhold til Corona) som diabetes og hjertekarsygdomme er meget lav.
- Flere års træning i at bekæmpe infektionssygdomme (malaria, gul feber, hepatitis mm.) har måske skabt et stærkere immunsystem.
- Den tørre, varme luft, som vi f.eks. kender den fra Nordghana, gør det vanskeligere for virus at sprede sig.
- Decentralt passes og bor de ældre i små huse hjemme hos familierne. De stuves ikke sammen på centre, der netop kan være rene smittefælder for svækkede ældre.
Ovennævnte er jo enormt generaliserende i forhold til et stort kontinent men kunne give mening i forhold til de to vestafrikanske lande, vi har som destinationer for vores dannelsesrejse.
I Sydamerika og landene nord for Sahara er dødsfaldene vel at mærke ligeså høje som i Europa, men der er der netop også tale om mere velstående lande, hvis livstil - og dermed også livstilsygdomme - i højere grad ligner de europæiske landes (plus tuberkulose i Sydafrika f.eks.).
De indirekte følger og tabstal i det centrale Afrika er dog fortsat det virkelige og største problem: Her er ingen hjælpepakker til de små virksomheder, der lider som følge af de nedlukninger, Afrika ansvarligt i den grad har iværksat. Dertil kommer knaphed på medicin samt teenage-graviditeter, ungdomskriminalitet mm. der følger i kølvandet på bla. de lange perioder, hvor skolerne er lukkede. Ofte er skolerne jo netop en slags beskyttelse for de unge mennesker. Så budskabet er ingenlunde, at Afrika ikke er ramt, og Coraonaen blot er en mild influenza men dog, at det mest frygtede scenarie omkring antallet af døde lykkeligvis ikke er blevet en realitet.
Nu er det jo så ikke lille Hald Ege, der kommer til at bestemme, om vi på forsvarligt vis kan foretage vores dannelsesrejse til Ghana i år. Vi følger selvfølgelig Udenrigsministeriets anbefalinger og tager ingen steder, hvis det ikke er og føles trygt.
Men vi tillader os alligevel en forsigtig optimisme: Ikke kun fordi det går bedre end frygtet i Afrika, men også fordi, at det jo må påvirke statens rejseanbefalinger og lyst til at åbne mere af verden op, så unge mennesker snart igen kan mødes på kryds og tværs af kulturer & kontinenter og udveksle liv, være åbne og nysgerrige – lære og få lyst til at tage ansvar for verden! Vi er klar, kan sagtens testes både før og efter, så vi ikke bringer noget med (måske paradoksalt nok den største fare) eller tager noget med hjem. Men igen: Måske vil jeg det for hårdt og har mistet sund realitetssans. Eller?
(tak til Gunver Lystbæk Vestergårds fine artikel: ”Efterlysning: corona i Afrika”, Weekendavsen, 09.10.20)