Så blev det Midsommer. Og i modsætning til mange andre danske somre, har vi midt i den helt særlige nordiske melankoli, der altid er forbundet med denne aften, vel også en følelse af, at ja – vi er midt i den, dagene bliver kortere igen; det er okay og virker rigtigt i år, for hvor har vi allerede haft en hel vidunderlig sommer.
Eller: Kan vi huske det? 6 uger, tørke, hede, helt vidunderligt vejr. Var vi der? Fik vi det hele med? For mig er Stk. Hans altid lige præcist en påmindelse om dette i alle forhold: At vi skal være der og hele tiden gøre os umage med at være tilstede lige nu – være nærværende og taknemmelig.
Biskop Keld Holm fra Århus har engang fortalt, at et spørgsmål, der meget ofte meldte sig, når han havde samtaler med gamle, syge - måske døende - mennesker netop var dette: Var vi der, når vi var der? Var vi egentlig og ordentlig til stede, eller passerede det hele, uden vi rigtig fik fat.
At gøre sig umage med at være ordentlig tilstede er en livsopgave. Troels Kløvedal – forfatteren og sømanden – fortæller i bogen: ”Alle mine morgener på jorden”, at han tidligt i sit liv bestemte sig for, at hans morgener skulle være poetiske. Og at han derefter hele sit liv har holdt fast i, at uanset, hvor i verden han er: på havet, Djursland eller en stillehavsø, skal morgenerne være poetiske – ladet med betydning: kaffen, stilheden, eftertænksomheden, være åben og så lade dagen komme til sig…tænke på, hvad den skal bringe. Være der, når man er der. Også Kim Larsen taler om, at det er livets fornemmeste opgave at bevare det bløde og poetiske inden i – ikke blive kynisk.
Et godt råd i forhold til sig selv. Men os selv bliver vi jo først i fælleskab med andre:
Det fortælles, at man på de 6 trappistklostre, der brygger øl i Belgien definerer næstekærlighed, som at gøre eller give mere end det, man behøver. Mere end det, der er nødvendigt. Og at det lige præcist er den indstilling, der gør, at de i Belgien på disse klostre laver verdens bedste øl.
Det er vi helt afhængige af i livet og verden: At nogen gør mere end de behøver. Og vi kender dem jo også lokalt: At nogen fra en grundejerforening gider at gøre et fællesområde pænt – passe på naturen, at nogen gider at træne vores børn i fodbold, at sætte et telt op, så der kan festes, at passe sin nabos børn eller hund, lave lidt mad til en familie, der har det lidt stramt osv. At gøre sig umage med noget, der skaber værdi for andre. Man kunne jo være ligeglad. Men lige præcist at gøre noget mere end nødvendigt for andre - det er meningen med et fælleskab.
Den dannelse, der ligger i en sådan tilgang til livet, er noget, vi selvfølgelig prøver at lære vores elever på høj-, fri- & efterskolen: At vi er afhængige af hinanden, og at det er godt. Og vi viser, at vi vil hinanden noget ved at gøre mere, end vi behøver. Bare fordi vi er lidenskabeligt optaget af hinanden og har lyst til at få det bedste frem i hinanden.
Løgstrup er husfilosoffen – her citeret efter hukommenelsen: ”Man har aldrig noget med et menneske at gøre, uden at man holder noget af det menneskes liv i sin hånd. Det kan meget lidt men også forfærdende meget, så det simpelthen henstår til os, om det andet menneskes liv lykkes eller ej”.
Selvfølgelig helt oplagt på en fri skole men også et godt bud på en livsforståelse for os alle sammen. At være sig sin betydning for andre bevidst.
Vi prøver at lære eleverne, at de ikke skal være fedtede – gnattede – med deres liv. De skal være ødsle med sig selv. Gerne dele inderste drømme og tanker, op opleve, at lige der, hvor vi er allermest private også er det helt samme sted, hvor vi ligner hinanden allermest. Gud – har du det også sådan? Den syge tanke, den mærkelig familie.
”At indgå i kærlige relationer med andre”, er ifølge skuespilleren Tommy Kenter meningen med livet. Den køber vi. Og at en sådan tilgang gør os mere livsduelige og i stand til nærværende at være der, når vi er der. Det er faktisk et hel konkret mål i den dannelse, vi forsøger at gi på skolerne – vores bud på det gode liv – faktisk.
Og at vi skal gøre os umage – sætte os ind i ting - træde varsomt og ydmygt og ikke brutalt tro på forenklinger. Jeg tænker, at når vores folkevalgte politikere kan slippe afsted med alt for hurtige, usaglige udmeldinger om:
bederum på uddannelsessituationer,
ramadans problemer for evnen til at passe sit arbejde på forsvarlig vis,
svinekød i børnehaver osv. samt
lysten til at fejre et stadig antal stigende antal stramninger i indvandrerpolitikken kombineret med en helt igennem
utroværdig klimapolitik, som de jo ikke er lidenskabeligt optagede af…
Ja, så er der vel egentlig ikke politikernes skyld, men lige så meget os, der måske heller ikke gør os umage nok, ikke får sat os ind i tingene, alligevel er lidt til fals for hurtig symbolpolitik, hvor ingen har – har fundet det vigtig – lige at undersøge tingene ordentligt først, besinde os på det væsentlige og altid insistere på fordybelse og kompleksitet.
Men jeg er meget, meget heldig: Der er nemlig al mulig grund til at tro på fremtiden – skulle jeg hilse at sige - når man som os har den store gave at være sammen med unge og børn hele tiden. De vil faktisk rigtig gerne. Det hele. For fuld hammer med ungdommens energi. Vi genkender ingenlunde bekymrende beskrivelser af en ungdom, der kun tænker på sig selv og er ødelagte af sociale medier og computerspil. Slet ikke. Tænker faktisk, at de både er mere lidenskabelige, sociale og vidende, end vi var…at de er nysgerrige…
Men for pokker, hvor der brug for nogen, der præsenterer dem for noget andet, noget vigtigt, noget måske umiddelbart fremmed, som hen af vejen – måske i langsomhed – griber dem og gør dem større og hjælper dem til at være her, når de er her. De vil nemlig rigtig gerne. Jeg synes, vores elever længes efter mening og beder os om vores tydelighed, er nysgerrige og meget, meget åbne. F.eks. for en god – selvfølgelig aldersrelateret - politiske diskussion, en samtale om livet, en tur til ekstrem fattigdom i Nordghana. Men der skal være nogen, der vil dem noget. Det har de brug for.
For ved I hvad, det har vi jo alle. I Skyum Bjerge i Thy findes en sten, hvorpå der står: ”Hvorfor er du så dejlig?”. Den er en del af fortællingen om Æ Verdensuniversitet. Må det være den måde vi møder livet og hinanden på – vores første indskydelse ved mødet med en fremmed: Hvorfor er du så dejlig?
Må I alle få en god, poetisk og skøn sommer, og må I være gode til at nyde hvert et sekund, være ødsle med jer selv og ville hinanden noget for derigennem at være her, når I nu er her.
Rigtig god sommer til jer alle.