Kære forældre!
Ifølge tænkeren Colin Camerer skal tillid indebære noget risikabelt. Trust must be risky. Det er selve definitionen på tillid, at den skænkes og gives, når man ikke helt har styr på tingene – ikke helt ved, hvad der kan ske; det er så her, tilliden byder sig til som en mulighed. Tillid udspringer af usikkerhed; ellers er den intet.
Jeg vil bare sige: Tusind tak for jeres store tillid til skolen ved at turde overlade jeres børn til os i Afrika. Ret vildt faktisk. Det er slet ikke så lidt endda. 180 teenagere (!) i Ghana og i områder, der for os er så fremmedartede, som noget vel stadig har en mulighed for at være i en globaliseret verden!
Vores mål med turen var ikke fattigdomsturisme, men at vi netop skulle involvere os, involveres i det samfund – Dalun ved Tamale – som vi boede i, således at vi erfarede, at vi netop på trods af alle forskelle, der umiddelbart springer i øjnene, når man besøger Ghana, i langt højere, når det kommer til det egentlige og væsentlige, er ens: Vi ligner hinanden og har så meget tilfælles; de samme behov, drømme og håb for fremtiden. Blot helt, helt forskellige forudsætninger for at få dem opfyldt, levet ud. Det er Ghana-turens dannelsesprojekt.
Men det kan være lidt akavet at mødes og tale sammen på tværs af det gab af umiddelbare, kulturelle forskelligheder. Via dagligdag i landsbyen, fodboldkampe, ”shopping”, besøg og dans i ungdomscenteret, et af Ghana Venskab organiseret Youth Ralley, samtale med unge iværksættere på Hopin og ikke mindst en mulighed for at besøge og bo hos en familie i en række af de omkringliggende communities, prøver vi at lave nogle rammer – møder, hvor disse oplevelser og erkendelser kan opstå.
Og hold nu op, hvor jeres børn var gode til at være åbne og bare tog imod. Med store øjne og lyst til at lære gennem disse oplevelser kastede de sig ud i alt det fremmede – netop også med en stor tillid til andre, de lokale. Meget livsbekræftende og meningsfuldt at få lov til at være en del af.
Og nej: Ikke alle var med til alt. Vi var og er alle på forskellige niveauer og stadier i forhold til, hvor og i hvor høj grad, vi var udfordrede undervejs, og hvad vi synes, vi kan indgå i. Ikke alle elever skal sove på et ulækkert gulv uden danske voksne, og selvfølgelig møder mange det hele lidt afventende og mere forsigtigt. Det ligner jo ikke et feriested eller noget, man har mødt før. Men vores elever udviste alle stort mod, klarede udfordringer og tog turen i stiv arm. Også når den udfordrede på andre planer.
F.eks.: Et par aflyste aftaler (altid ærgerligt), lange, lange – uendelig lange – busture på meget dårlige veje efter alt for lidt søvn, maveproblemer, at drikke vand af poser, bare det at vente, dele værelse med firben (større end de behøver at være), lyden af geder og høns (og måske – måske ikke en rotte), lavtflyvende flagermus, meget ris og fisk, der i den grad ligner fisk, varmen (vi nåede vist de 40 grader i Nord) toiletforhold, der ikke rigtig ligner danske, tørt støv og sand, der sidder i alt, så man ikke kan holde sig ren. Og så en ordentlig omgang maveproblemer eller influenza på det værst tænkelige tidspunkt. Osv., osv.
Det tog de dælme flot og uden brok. Og med stort mod og tillid.
Det håber vi meget, at I vil tale med jeres børn om. Vi håber også sådan, at det lykkes for jer at få dem til at fortælle om turen, og hvad de så. Men også hvad de tænker om det hele: Afrika, fattigdommen, hvad der kan gøres, hvad der giver håb for fremtiden og hvor udfordringerne synes så store, at det hele virker håbløst. Og hvad gør man så? Den refleksion fyldte måske netop ikke så meget på selve turen midt i alle vilde oplevelser, og den skal vi, fordi den er så væsentlige, til at tage fat på nu.
Så i en eller anden grad og på forskellige måder, tror jeg nok, jeg kan sige, at vi alle tog ud og kom hjem forandrede. Tak for tilliden. I kan i den grad være stolte over jeres modige unge mennesker – alt det de kan og tør.
Rigtig god vinterferie, hvis I er så heldige. Og så ses vi jo på næste søndag.
Kh
Erik