Kære årgang 2016/17.
Whou. Så er det forbi; jeres efterskoleophold på Hald Ege slut. Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning. Hvor mærkeligt dybe, alting bliver. Og når der er tale om et så intenst og vildt år som et efterskoleophold, skal det faktisk nærmest blive til et minde, før man rigtig forstår, hvad det gjorde ved en. Hvad var det egentlig, der skete?
I kom her med en stærk fodbold-, håndbold-, adventure, film- eller danseidentitet. Valgte os endog måske på grund af en linje, og kom her for at dygtigøre jer på den valgte linje. Vi tænker, at det sikkert skete, og hold fast, hvor var I dygtige – imponerende dygtige. Helt vildt. Næsten de bedste i landet til Håndbold og Fodbold, Dans – et lille men vildt dygtigt hold, filmlinjens 2 vidunderlige film – den Skaminspirerede lille perle: ”Jeg skal noget andet” og den helt vidunderlige Ghanafilm – klasse og så et Addventurehold, der bla. tør slippe en flyvemaskine i en kilometers højde og kaste sig bagover, fordi man tror på noget, man har fået at vide i et teorilokale, passer og holder…
Men var det så det væsentligste ved jeres efterskoleophold?
Vi håber slet ikke nødvendigvis, at I fik det, I var kommet efter. Måske fandt I i højere grad noget helt andet end det, I ledte efter. Så noget andet. Men magtede så at se, at det andet I fik, var det egentligt værdifulde, trak jer andre steder hen. At det blev det, der var det bedste ved efterskoleopholdet. Alt det man ikke vidste noget om. Men som alligevel greb en, uden at I egentlig havde rakt ud efter det.
Jeg snakkede med Cecilie Ravnholdt og Rikke Poulsen i bilen for et par uger siden. Hvad var det bedste, spurgte jeg. Cecilie sagde: Det er de små ting, der gør det helt fantastisk – ikke de store. Og Rikke supplerede: Det er veninderne, snakkene og så det, at der altid er nogen. Altid er nogen. Altså små ting, men målt med hjertet: Store ting. Det, tror vi, siger meget. Det små, daglige tings store betydning, som det mest værdifulde ved et efterskoleophold: Nærværet! Det at være så tætte, som man næsten kan blive. Og at vi først rigtigt bliver til og bliver os selv, når vi er sammen med andre.
En del af dannelsen på Hald Ege – altså det vi ville med jer – er netop dette: At vi på trods af alle forskelle, som umiddelbart springer i øjnene – tøj, udseende, foretrukne sportsgren, dialekt osv. – i virkeligheden er ens – forstået på den måde, at vi jo deler de samme ting, når det gælder drømme om fremtiden, ideer, mærkelige familier, håb, forelskelser osv. Her er vi alle ens. Eller rettere sagt så ens, så forskellighederne er ligegyldige. Og i hvert fald ikke noget, der forhindrer et venskab. Og at det faktisk ikke er på trods af, at vi er forskellige. Men fordi…Vi er næsen ens, når vi er nøgne. Og apropos nøgne:
Det var vel også netop derfor, at der opstod en fredagstradition, hvor en række drenge spillede fodbold – kun iført underbusker – jeg ku nævne Tor, Lasse, Suse (vist nok glimtvis uden underbusker). Det er da sødt (jeg ville have det med i talen her, men det er lidt svært at placere). En fin lille efterskoleting…
Hvordan var I ellers om hold: Dælme et godt hold:
Vi har altid kunnet snakke sammen i samlingssalen, når der var brug for en snak – I var lydhøre og viste, at I godt ku se det, og gerne ville noget andet, når I var for åndsvage – blev for lejrskoleagtige. Inden det hele kørte op i en spids – det kom det aldrig til. Havde vi glemt det lidt, så gav I os som hold en tro tilbage på, at samtalens kraft er helt uvurderlig. Der var ikke rigtig noget pis med jer – vi har altid kunne snakke om tingene.
Og rigtig lejrskoleagtige blev I faktisk aldrig. Lidt natterend – så tog vi en snak (lidt mere natterend: En lidt mere alvorlig snak), og så fandt vi og I et niveau. Herregud da.
Natterend er en ret, men ikke har på en efterskole. Men man har som elev pligt til at have lysten. Til livet, kærligheden og så det at bevæge sig ud i natten. Det balancerede I så fint.
Man har aldrig noget med et andet menneske at gøre, uden at man holder noget af det menneskes liv i sinde hænder. (Løgstrup). I holdt hver især i den grad noget af de andres efterskoleliv i jeres hænder. Både dem, der var tæt på, men også dem i delte fællesskab med på gangene, i spisesalen, i klassen osv. Vi synes, I var gode til at passe på hinanden. I var en omsorgsfuld årgang. Tak for det.
Der findes et digt, der passer så fint til jer: “Bennys bukser brændte. Børge råbte åh. Børge havde nemlig Bennys bukser på” (Halfdan Rasmussen).
I var rigtig gode til at mærke, når der var nogen andres bukser, der brændte. Selv om det ikke var jeres egne, bekymrede det jer. Den der medfølelse. Empati. Det var I gode til.
Var det så evigt skønt og helt fantastisk dejligt hele året? Nej. Slet ikke. Året stak i mange retninger, ufede ting hændte, I var kede af det undervejs, overvejede stærkt jeres ophold, mange skuffelser osv. F.eks.:
Tyverier på værelserne. Det fandt vi aldrig rigtig ud af, hvem var – hvad var det for noget. Troede lige, vi kunne stole på hinanden. Og så forsvandt der 200 kr. fra et skab osv. En kultur, hvor vi lige napper lidt fra hinanden. Vildt ødelæggende.
Pranks, der selv for nogen af jer, blev for meget. Jeg håber I i dag, faktisk har erfaret (for så var det jo det hele værd), at vi havde ret, da vi fortalte jer, at det skulle I stoppe i tide, for det ville blive ustyrligt og ende med, at nogen blev kede af det…det skete vel rent faktisk også. Udfordringer, der i bedste fald er usjove. I værste sårende.
Når nogen ikke gir til et fællesskab, så man selv skulle tage endnu en tjans i køkkenet eller være bordformand (et helvede af være jo).
I lærte, at der er skuffelser forbundet med at være så tætte i et forpligtende fælleskab med 175 andre unge mennesker.
Men også, at følelsen af at være en del af noget stort og vildt lægger til meget mere end det trækker fra ens lyst til være sammen. Et efterskolefællesskab er intet paradis og netop derfor ret fantastisk. Det hele hører med, hvis noget skal være komplet.
Og I sidder her nu – kom flot igennem, godt gået – er her en hel masse erfaringer rigere.
Vi håber, at I lærte, at det at blive ked af det undervejs, er hele grundlaget for, at man lidenskabeligt kan kaste sig ind i livet og kæmpe vildt for det modsatte. At ting har to sider. Og at I, når det var vanskeligt, faktisk fandt ud af, at det nyttede at tage fat, bed tænderne sammen og smøgede ærmerne op.
Og at det aldrig er spild er tid at lære noget nyt.
Vi tillod os jo også at smide en fjerdedel af jer ud af jeres elskede værelser 5 uger før jeres efterskoleophold var forbi. Kære tidligere lilla gang: Tak for at være så cool i den situation, støtte os i det og så rent faktisk tænke godt om den nye situation. Måske var det faktisk Nordghana-kompetencer, som kom I spil her. Åbenheden og nå ja – så slemt er det heller ikke…
Tusind tak for en helt uforglemmelig tur. I var helt fantastiske at være sammen med. Det lykkedes os at lave en rigtig god, gammeldags dannelsesrejse, hvor vi tog ud og vendte hjem helt forandrede med store hoveder og store hjerter. Den oplevelse vil I og vi altid have sammen.
Så kære elever. I fik jo efterskoleopholdet af jeres forældre som en gave. De kunne have valgt at købe en bil med brede dæk eller et sommerhus i stedet. Men I fik et efterskoleophold. Men jeres far – mest ham, tror jeg (også mor, hvis I er fra Vestjylland) sidder lige nu og tænker: Var det så pengene værd? Hvad fik vi for det?
Her kommer svaret – kære forældre:
Hvis I synes, at det er godt for/styrker både jeres søde børn men også hele samfundet, skaber værdi
- at vi ved, at det er de små ting, der har størst betydning. At det er i det helt tætte og nære, at det fantastiske sker. Som Rikke og Cecilie.
- At det er, når vi deler det allermest private, at vi ligner hinanden mest, hvorfor vi lige så godt kan vise hvem vi er 100%, folde os ud, være gavmilde/generøse med os selv – og kun beholde underbukserne på (som drengene fredagsklub).
- At vi altid – når det kommer til stykket – kan nå hinanden med samtalen. At samtalens kraft er helt uvurdelig (som det her hold har vist ved flere lejligheder). Ingenting i hele verden falder sammen, så længe vi gider snakke sammen.
- At modgang i livet gør en stærk, og at hvis man ved noget umiddelbart træls prøver at pusle det på plads i hovedet, så kan man får det bedste ud af det. Som alle igennem hele året og Lilla Gang her til sidst.
- Og allersidst: Som Anders og Naja sagde de gange, der skulle fortælle friskolen, Viborg eller et sogn oppe ved fjorden, om, hvad de havde lært ved Ghanaturen: (de kaldet det for åbenbaringer): Vi ejer simpelthen ikke retten til at brokke os. Altså en ydmyg holdning til livet med klangbund i en erkendelse af, at hold fast i, at hvor er vi egentlig heldige….og at det også forpligter til at hjælpe andre, der bare ikke er så heldige som os. Altså være gode, ordentlige medborgere.
Altså – hvis vi tror på, at alt det har en væsentlig værdi og giver mening – er et fint dannelsesideal – at det er værdifuldt at være så ordentlig – ja – så synes jeg, at det var alle pengene værd. I al beskedenhed. Tænker faktisk, at I fik det her for billigt, og at efterskoleårets dannelsesprojekt på den måde i det væsentligste lykkedes.
Det var det lærerne ville med jer. Store ting på samlinger, vise jer Friland, eller som Predrag rådgive pigerne om, hvilke drenge, det var okay at kysse med.
Jeg synes I skal give alle ansatte på efterskolen en stor hånd. Men det er et kæmpeprivilegium at arbejde sammen med sådan nogle som jer. En gave i livet…
Læs f.eks. vagtbogen fra tirsdag aften – den sidste nat: Predrag, Kenneth og Jesper skriver:
Man bekymres ikke det mindste ved at dette elevhold snart står ansigt til ansigt med du store verden. Set i lyset af denne aften/nat, så tegner der sig en proper fremtid: en god portion oprigtig omsorg og afvæbnende dialog og humor lader til at være kerneværdier blandt den kommende generation.
(Ingen grund til at frygte flere alternative sandheder, Trump-kloner eller flere Lego-fællesskaber, hvor man for 600 kr. kan betale sig fra at stå i kø til 11 populære forlystelser, således at børn med penge hurtigere kan prøve flere ture end børn, der bare er almindelig med en almindelig billet. Det er jo ikke ordentlighed).
Det er Skt. Hansaften i aften og ligesom den lidt melankolsk minder os om, at sommeren er kort (vi er allerede midt i den), så erfarer vi vel også i aften, at pludselig var et efterskoleår forbi. Det var så det. Sådan er det med alt – ja sådan er det med selve livet. I skal videre. Til sidst vil vi gerne sige til jer:
Bevar det vi ved I har: Nysgerrigheden, åbenheden, humoren og lysten. I forhold til alt det fantastiske, I nu skal i gang med. Det er først nu, det hele rigtig begynder – og det er helt, helt fantastisk, det liv, der nu venter jeg, skulle jeg lige mene:
Fordi det ligesom et år på Hald Ege tager en andre steder hen end der, hvor man troede. Og rummer alt!
Husk også selv at tage nogle store omveje:
Tag ud og rejs, gå på højskole, arbejd som pizzabud.
Begå gerne nogle store bommerter, det lærer I meget af – ikke mindst om jer selv.
I skal på ingen måde være i kontrol/have kontrol over jeres liv. Husk at det er bedre at elske verden end at beherske den.
Gør aldrig det, som andre forventer, at I skal. Eller som I tror, de forventer. Aldrig.
Lad lysten bestemme hvilken uddannelse I vælger. Hvis I ikke først og fremmest har lysten, bliver I aldrig rigtig gode til det.
Held og lykke med det hele.
Og kære årgang 2016/17. Og det passer det her: I er det bedste hold, vi nogensinde har haft på Hald Ege Efterskole.
Pas godt – ikke på jer selv (skidt med det, egentlig) – nej pas godt på hinanden.
”Kys det nu – det satans liv – grib det, fang før det er forbi”.
Tillykke med translokationen.