Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning. Hvor mærkeligt dybe og vigtige ting bliver, når de er ved at forsvinde. Der er i nu! Det mærker I nu. Jeres efterskoleophold er helt forbi lige om lidt. Det er i sandhed en mærkedag i dag! Det kan mærkes. Ægte.
Nogle ting sker så tidligt i livet, at man tror, det kun er en begyndelse, og så er det i virkeligheden afslutningen på noget, der aldrig mere kommer tilbage: At bo sammen og være sammen med 200 andre unge mennesker i så tætte, forskellige fællesskaber, kommer I nok aldrig rigtig til at opleve igen.
I en lille Afrika-bus midt ude i ekstrem fattigdom, hvor vi passerede en landsby, hvor de ingenting har – ingenting har – udbrød Thilde pludselig: ”Man får bare lyst til at blive her”.
Wow. Det er det helt rigtige tidspunkt at erkende sådan noget på. Der, hvor det rykker. Ikke ved poolen i Masaka eller på Kosa Beach i ved Guldkysten. Ikke når jeres efterskoleophold bare var fantastisk, fedt og sjovt. Ikke når det hele bare var let og ligetil.
Men der hvor det hele havde tyngde, rykkede ved jer, gjorde noget, gjorde ondt osv. Vi håber, at I nu tænker tilbage på de tider med tyngde, hvor I fik et eksistentielt immunforsvar, modvindskompetencer, blev stærke, og at I så siger, som Thilde sagde i Uganda: ”Man får bare lyst til at blive her”. Lige der!
I kom i august sidste år. Det var vildt og akavet, I var flyttet hjemmefra, kendte ikke rigtig en sjæl, vi tog jeres telefoner og computere fra jer, og så skulle I ellers lige folde jer ud som glade, unge mennesker med styr på det meste.
Fra den første tirsdag aften i den første uge skrev AG i vores vagtbog (den vi som ansatte har, og hvor vi har skrevet om jer hele året):
”Waaaauw så er vi da også i gang. Vi tog hver vores gang i stilletimen, go stemning, men meget trætte og fyldte elever - vi tog en vurdering af stemningen, og holdt en kort samling, hvor vi valgte at give aftenen fri til at tage i Løvbjerg. Det var tiltrængt:
Astrid fra Gul 8 synes det hele er svært, vil hellere være derhjemme, vi snakkede lidt, og hun fik også lov at ringe hjem - moren bakker godt op omkring hendes efterskoleophold - har lovet hende at vi også følger op på Astrid i morgen.
Emma Nordli havde lidt panik over alle de 9. klasser i familiegruppen - om hun NOGENSINDE skulle få venner i 10. klasse. Jeg mindede hende om klasseopstart i morgen og klassetur torsdag – og så en krammer og videre, tror jeg.
Sophie fra Gul 4 ringede også hjem - vi havde en længere samtale i eftermiddag (også lidt i går) og fandt det kompromis: Måske hun har behov igen i morgen. Hun kæmper med det - men vil gerne. Savner bare hjemme, så de der 10-15 min. telefon med mor/far, tror jeg er godt givet ud.
Ja. Der kunne være flere eksempler, for de 3 pigers følelser (og det kunne også og sagtens have været drenge), rummer jo netop det, vi tror, at I næsten alle oplevede: Uhh, I var lidt pressede der i starten. Men tænk lige tilbage på, hvad der er sket siden. Og tænk også på, at I kom igennem. Værre var det ikke. I fik styr på jeres nye liv. Og oplevede, som året gik, at gråd og latter gik i vatter. At der var en balance i tingene.
For derefter gik året slag i slag. I Freyas og Danas fine tale til jeres Galla-fest, hvor I var så fine og smukke, beskrev de så flot og rammende og bedre end mig, rejsen I har været på på Hald Ege i år i 3 dele:
- Alt godt i starten, eksemplificeret i overlevelsesturen (meget army, vild men I kom igennem). Nærmest nyforelskede og euforiske.
- Så kom skuffelserne. Alle skuffer over tid. I gjorde, vi gjorde, kameler skulle sluges, noget uforståeligt skulle pusles på plads i hovedet. I fandt ud af, at man efter en skuffelse, skulle finde en måde at komme igen på. At finde fodfæste igen, når man var faldet: ”Op i hesten igen”, som Razak siger.
- Og så den sidste tid: Sommeren, der kom med fuld styrke i maj: Ja, det var som om alting var magisk. En magisk sommer, som Dana og Freya sagde.
Faktisk stærkt, godt gået og ret vildt sådan at flytte hjemmefra, stå igennem alle mulige udfordringer, pusle modgang på plads i hovedet, være viklet ind i hinanden, holde andres liv i jeres hænder, opleve, hvordan andre holder noget af jeres liv i deres hænder. Og hvordan netop det kan gøre jeg kede af det. Sårbare. Usikre. Men også nærmest lykkelige. Mange ville ikke kunne gennemføre sådan noget. Det kunne I. Alle sammen. I er her nu. Stærkt! Godt gået!
Hvad er så jeres bedste minde om året på Hald Ege? Hvad er det for noget, med det her sted? Det bedste ved det? Når man spørger jer, og I skal svare hurtigt, får man forskellige svar:
Afrika-turene; både Uganda og Ghana.
Hverdagsaftnerne – blot det at cruise rundt.
Da vi slog FC Midtjylland (det er næsten også mit bedste minde).
Godnat-knus hver aften på Nytorv. I det hele taget Nytorv!
24-timers-challenge. Også et magisk døgn.
Håndbold. Alt omkring håndbold.
Sommerperioden i maj.
Turen på MTB til Italien.
Elevfesterne.
Dagligdagen.
De tætte venskaber.
Om alle disse tanker om minder er der blevet tænkt og talt meget de sidste dage og nætter – ikke mindst på Remmerstrand. Og tilsammen udgør de sandheden om jeres efterskoleophold på Hald Ege. Men en sandhed, der netop har mange ansigter:
Nogle af jer sidder nu og tænker, at det var et helt fantastisk år, andre at det var vanskeligt at gennemføre, andre igen, at det var sådan fint nok. Det er alt sammen præcist, som det skal være. Hver en tanke og følelse omkring et så vildt år er rigtig. Fordi den er jeres og bygger på det, I så.
Mit bedste minde fra året, der gik, var da jeg ankom høj af oplevelser alene til lufthavnen i Amsterdam fra Uganda. Jeg havde været sammen med halvdelen af jer, og takket være jeres måde at være i Afrika på (for hold fast, hvor er I åbne, nysgerrige, kan meget, tør meget), havde jeg haft min bedste tur med elever til Afrika i mange år.
Jeg tog selv hjemad, og I Amsterdam mødte jeg så den anden halvdel af efterskolen, som havde været i Ghana: jeres blikke, øjne, lyst til at fortælle, begejstring og glæde over jeres tur (det var vildt at høre jer fortælle) – ja, der blev jeg sgu lidt rørt og stolt over jer alle sammen, der på det tidspunkt var fordelt rundt omkring i lufthavne i Europa.
Det glemmer jeg aldrig: Alt det I kan. I er altså for vilde. Også når det er klamt. Og varmt. Og unge mennesker er optaget af andet end dem selv og vil gerne hjælpe folk, der har behov. Det ved vi, for vi så jer i Afrika. Tusind tak for det.
De gamle grækere definerede tiden i to begreber: Kronos & Kairos.
Kronos er den tid, vi normalt taler om. Den tid, vi tæller, sekunder, minutter, timer, dage, år. Den kvantitative, lineære tid. Med tempo, tempo.
Kairos betyder mere det rette øjeblik. Et særligt øjeblik med muligheder og betydning. Den anden tid – Kronos – er sådan set gået i stå. Kairos er et øjeblik, der varer ved. Eller en evighed, der forsvinder på et øjeblik. Den kvalitative tid. Noget, der kommer på tværs af den lineære tid, der bare går.
Om lidt bliver I kastet ud i Kronos: Der er drøn på derude. Deadlines for opgaver, der skal skrives, karakterer, der skal opnås, fritidsarbejde, der skal passes ind i strømmen af træningstider, man skal overholde, skemaer og aftaler, der skal være styr på. Der er tryk på. Det går stærkt, og I bliver pressede – måske stressede, fordi I jo for pokker gerne vil gøre det godt.
Kairos er mere roen med mulighed for at forholde sig til sig selv, undersøge ting i livet, finde ud af varsomt i sit eget tempo, hvem man er sammen med andre, hvad man gerne vil og går og drømmer om. Mærke efter med et åbent hjerte, hvor det handler om at blive til nogen. Hvor det i Kronos handler mere om at blive til noget.
Hvis Kronos er strømmen, der fører os videre, så vi næsten ikke kan følge med; altså strømmen, der fører os væk, væk, er Kairos den stille sø, vi bader i.
Måske rent faktisk præcist den sø, I badede i en stille nat på Hald Ege til 24-timers-challenge eller senere i løbet af foråret. Og hvor det nærmest føltes magisk. Og på den måde håber vi, at Hald Sø bliver et rammende billede på, at Hald Ege var et Kairos for jer: At I oplevede magiske øjeblikke, som I bærer med jer. Og ejer for evigt. For evigt ejes kun det tabte.
4 eksempler på Kairos på Hald Ege – altså særlige øjeblikke:
- Viggo-Bingo i en bliveweekend i september. I drønede rundt og løste opgaver, var sjove, var taktiske. Tiden forsvandt; I var fantastiske – et ganske særligt hold.
- Forestillingen i performance-ugen. Den var lang som en evighed, men føltes som et kort øjeblik, fordi I var helt særligt gode til at tænke og spille teater. En kunstform, vi vel alle føler os lidt fremmed overfor, men som greb os, der så jer, fordi I var så gode.
- En søndag aften, hvor jeg kom ned i hallen, og hvor op imod 20 drenge spillede fodboldkamp kun iført underbukser. Det er et syn, der varer ved. Som man aldrig glemmer – som man tager med sig i døden - fordi det var så mærkeligt (og nok noget, man skal have været på Hald Ege for at se for sig og forstå storheden i).
- Når en Nicolines og Morten Emils Ubuntu-gruppe sidder og holder hinanden i hænderne, og Micchelle beder bordbøn for dem alle. Det glemmer vi ikke. Et særligt øjeblik. Også lidt mærkeligt.
Husk resten af jeres af liv at søge efter disse særlige øjeblikke, Kairos, læg mærke til dem, værdsæt dem, behold dem i hjertet.
En definition på unge kunne næsten være, at I har pligt til at gøre noget helt åndsvagt. Det skal jeg da også lige love for, at I gjorde undervejs. Men: Når der var noget med jer, var I altid til at tale med. Og jo: Måske skulle vi tale to gange med jer, men så var der heller ikke så meget pis med jer. Samtalers kraft er helt fantastiske – det vidste vi godt – men I bekræftede os i den grad i troen. På samtalen! Vi skulle lige have en snak. Og så var I der igen. Når noget kom lidt ud af kontrol i en periode, tror jeg, det var fordi, vi snakkede for lidt sammen. Det behøver ikke at være jeres skyld.
Tak for at vi i samværet med jer netop lærte det, vi gerne ville lære jer.
Hvad er så vigtigst: Målet eller Vejen hen til målet. Svaret er let: Det er Selskabet; altså hvem man gør det med. Det er ikke så vigtig, hvad man gør. Men med hvem. Det hele handler nemlig om relationer til andre – alt det, man kan give. Jeg tror, I er enige med os i, at Fællesskab ikke er noget, man får. Det er noget, vi giver til hinanden. Det er derfor, det var en fornøjelse for os at få lov til at være med i et så vildt og udviklende år i jeres liv. Det var noget, I gav hinanden. Og os. Livets mening er nemlig at indgå i kærlige relationer med andre. Færdig. Mere er der faktisk ikke at sige om det!
Nu kommer der nok et magisk øjeblik:
For altid. Åbenbart. Vil Hald Ege bo i mig.
Det lyser ud af mig. Om jeg vil det eller ej.
Anderledes. Åbenbart. Leder stadig efter svar.
Hvor går man hen, når man er fra Hald Ege af.
Ohhh. Yeah!
Kære årgang 2023/24:
I bliver aldrig smukkere, skønnere og mere dejlige, end I er lige nu. I skal være præcist dem, I er. I må aldrig, aldrig tro, at I skal lave jer om. Ægte. Tak for jer!
I er simpelthen det bedste hold, vi nogensinde har haft på Hald Ege. TILLYKKE MED TRANSLOKATIONEN.
RIGTIG GOD SOMMER.