Efterskoleår. Det bedste år i ens liv? Det er der nogen, der siger, men er det nu alligevel det? Her sidder jeg selv to måneder inde i mit eget efterskoleår og skal reflektere over netop det udtryk. Jeg vågner ofte om morgenen med tanken om, at nu skal jeg få det maksimale ud af dagen og få det mest fantastiske år i mit liv. For det er den forventning, man får proppet i hovedet af venner og familie, inden man skal afsted. Når forældre sender deres børn afsted, siger de ofte: ”Få nu det maksimale ud af året”, ”nyd det nu, det er kun et år” eller ”det bliver det bedste år i dit liv”. Og netop disse forventninger kan presse de unge, som allerede har svært ved at leve op til deres egne forventninger.
Efterskoleåret er et år fyldt med forventninger som næsten er umulige at leve op til. Ja, mange kalder det jo det bedste år i ens liv. Men det tror jeg, man skal passe på med at sige. For ja, det er fantastisk at gå på en efterskole. Jeg tror bare ikke, at mange er klar eller forberedte på, at et efterskoleår byder på meget andet end opture og glade dage.
Forventninger! De er der overalt, og man kan ikke undgå dem. Jeg havde og har stadig selv forventninger til mit efterskoleår. Når man starter, finder man hurtigt ud af, at efterskole er meget andet, end det man havde forventet. For hvis man har en forventning om, at man finder sin bedste ven efter to uger, bliver bedste venner med sine roomies, eller at ens efterskoleår bliver ”perfekt”, kan man nemt blive skuffet, da det er idealer, som næsten er umulige at opnå.
Netop det her med idealer, synes jeg er vigtigt i forhold til dette emne: For samfundet i dag er bygget langt mere op på idealer, end det har været tidligere. Ens forældre og bedsteforældre havde ikke lige så mange muligheder, som vi har nu, og samfundet var mere firkantet. I dag fylder idealerne langt mere. Over alt er der idealer, som man prøver at leve op til. Men det, der er med idealer er, at de er idealer. Og idealer er ideelle og perfekte og derfor noget, vi bliver ved med at stræbe efter. For hvornår lever man lige op til idealerne?
På en efterskole står man også konstant foran dilemmaer. Hele tiden skal man gøre op med, hvor man vil være henne, og hvad man skal bruge sin tid på. Du ved, at der sker noget et andet sted, så er det det værd, at lave det du laver nu? Hele tiden tænker man: Hvor får jeg mest ud af at være? Så er det forventningerne og idealerne, der tager over, i stedet for hvad man egentlig har brug for. Jeg tager nogle gange mig selv i at gå ud og være sammen med andre, når jeg egentlig har brug for at slappe af på værelset, i frygt for at gå glip af det vigtige eller ikke få nok ud af mit efterskoleår. Og sådan burde det jo ikke være. Men jeg kan personligt selv mærke, at jeg en gang i mellem har brug for lige at trække mig og lade det sociale batteri op. Og det bør ikke være noget, man skal føle skyld over at gøre. For det er helt naturligt, når man er på hele tiden, som man er på en efterskole.
Når man er på efterskole, lærer man utroligt mange ting, som ikke kan læres derhjemme. Man bliver en del af et intenst fællesskab, som er noget helt andet end det, der er derhjemme. Man møder mennesker, som man aldrig ville have mødt, og får venskaber, som kan noget helt specielt, netop fordi man går op og ned ad hinanden. Man ser hinanden være glad, sur, ked af det og træt. Man lærer at dele både sin glæde og begejstring men også sine bekymringer og problemer.
Det er et lærerigt år, hvor ens sociale færdigheder udvikles, og man bliver mere selvstændig. For her er der ingen forældre at læne sig op ad, når tingene bliver lidt svære. Man kan heller ikke vende ryggen til ens problemer på samme måde, som man kunne derhjemme. De ting, man lærer på efterskolen, er ting, som kan bruges senere hen i livet. Så selvom man ryger ind i en hård periode på efterskolen, tror jeg, at det er i de perioder, hvor man lærer mest. Et efterskoleår kan altså være det mest fantastiske år i ens liv men helt sikkert også det mest udfordrende og lærerige.
Naja, Højskole10., Årgang 2023/24.