Konstant i den sidste tid har sætningen ”at blive i besværet” kværnet rundt i hovedet på mig. At blive i besværet. Det er vel knap en sætning men måske mere et mantra – en hellig lyd – der rammer helt rent i forhold til, hvad jeg synes, er det bedste råd, man kan få og give. Lige nu!
For det er det, vi skal. Sammen. Også fordi der ikke rigtigt er noget alternativ. Man kan ikke rigtig flygte fra det. Det vender jeg lige tilbage til.
215 efterskoleelever er lige flyttet ind på Hald Ege. Der er stadig eufori og hvedebrødsdage, og skolen er fuld af vidunderlig, livgivende energi, hvor alle gør sig så umage, vil hinanden og simpelthen bare er så åbne. ”Med nøgne øjne store som badges, baby”. Som en af mine elever i Højskole10. sagde i en filosofitime: ”At vi og alle, man møder, først og fremmest er så imødekommende over for hinanden, er et bevis på, at mennesket grundlæggende er godt og ikke ondt”. Wow. Megafedt sagt. Og det virker sandt.
Men det er også besværligt, anstrengende og udfordrende at være så tæt sammen med så mange. Besværligt med al den hensyn, der skal tages, og al den frihed, man mister, når man er en del af et større fællesskab. Og snart kommer efteråret med mørke, skuffelserne, efterskolekuller, hvor det hele næsten er for meget, og maskefald, hvor de andre viser sig ikke lige at være præcist dem, de først syntes at være. Og det er man så i øvrigt heller ikke selv.
Heldigvis da, for det er lige der, det hele sker, og hvor følelserne og indsigterne bliver dybere, og hvor vi virkelig kan noget med hinanden. Når mørket kommer, skal vi blive i besværet! Stå imod jojo, men ikke blot stå i mod men stå midt i det hele, være til stede, nærværende. Omsorgsfuldt hjælpe hinanden igennem, men også selv pusle udfordringerne på plads i hovedet, tackle dem, håndtere dem, komme overens med dem. Det vokser man af. Det er besværet værd.
Men at blive i besværet kan også have en dybere betydning. Jeg vil virkelig gerne anbefale Theis Ørntofts helt nye roman ”Jordisk”, hvor figurerne slet ikke opfører sig som romanfigurer men som rigtige mennesker, der nok alle er udfordrede af tiderne, deres familier, kærligheden og føler sig fremmedgjorte og svigter undervejs men som også har meget vanskeligt ved helt at løsrive sig, forlade, forsvinde osv. og ender med i en eller anden grad at hænge fast i den virkelighed, der er deres: At blive i besværet. Frie bliver de aldrig rigtig. Det er bogens livsetik. Sådan læser jeg den i hvert fald.
Filosoffen Donna J. Haraway har i en anden bog med netop titlen ”At blive i besværet” (Staying with the Trouble) beskrevet, hvordan det engelske ”trouble” stammer fra fransk og oprindeligt betyder ophidse, opildne, gøre overskyet, forstyrre. Og det er vel netop ord, der meget godt beskriver de tider, vi lever i lige nu: Vanskelig tider, der gør os forvirrede og urolige. Terror, krigen i Ukraine, klimaet osv. har trukket gulvtæppet væk under os alle; pludselig ved vi ingenting, vi bliver tavse og handlingslammede.
Opgaven er da, siger Haraway, at blive kapable sammen med hinanden i alle vore uensartede måder at respondere på. At blive dygtige og i stand til at blive midt i det hele – ikke lige stikke af, opgive eller bare være ligeglad. Heller ikke flygte ud på landet eller ind i fantasien, fortiden eller resignationen, men at blive i besværet sammen og blive i stand til at hjælpe hinanden igennem uroen, forvirringen. Det må være den væredygtighed, skolen skal opildne til. Og det vi alle skal øve os på.
Jeg synes faktisk, man kan tale om en ny pædagogisk retning her forankret i gode efterskoleværdier om forpligtigelse, fællesskab, ansvar og det at være sig sin betydning for andre bevidst. Hvor vi i 80erne frisatte eleverne, og hvor vi i 90erne i højere grad skulle rammesætte, så eleverne havde nogen og noget ”at spille bold opad”, synes jeg, at opgaven nu må være at finde måder, hvorpå vi kan hjælpe hinanden til og med at blive i besværet, uro, forvirringen. Konstant minde hinanden om, at alt har betydning i et fællesskab og give hinanden lyst til og tro på, at vi kan forandre tingene. Hos os selv, de andre, på efterskolen, i verden. Så længe vi gider. Og det gør vi!
For så længe vi gider blive sammen er der en masse håb om, at det hele nytter, hvad enten, vi samtaler om, hvornår WiFi skal lukkes ned om aftenen på Hald Ege (22.30 eller nu som foreslået 23.00?) Hvor vildt længe, man kan tvinges til at undvære sin mobiltelefon på en efterskole? Om mennesket grundlæggende er godt eller ondt? Om Ghana er et federe land end Uganda? Om en 3. Verdenskrig er rykket tættere på? Eller hvad vi rent faktisk kan gøre for klimaet her og nu? Alle disse ting har betydning, når vi bliver i besværet. Og svarene på mindst de sidste 2 spørgsmål fordrer ligeværdige samtaler, for skolen uanset, hvor værditung, den er, kan ikke stå som en tydelig ramme eller et bolværk med stålsatte holdninger. F.eks.
I føromtalte filosofitime sagde jeg til eleverne, at 1: Det kan sagtens være, at I kommer til at opleve en 3. Verdenskrig. Og 2: Klimaet er ikke det største problem i verden. Det er fattigdom.
Jeg er altså ikke sikker på, at det var særligt klogt at komme med sådanne udsagn, skønt jeg faktisk mener det. I bedste fald viser det, hvor søgende og usikre vi alle er i forhold til den verden og tid, vi er midt i. Hvad man skal sige. Hvordan man skal forholde sig (udtalelserne faldt meget sent i timen; jeg tror ikke rigtigt, de hørte efter; de var vist på vej ud af døren, så..måske gjorde det ikke så meget).
Men sammen skal vi blive i besværet for at hjælpe hinanden med at turde tro på, at verden kan laves om, og ingenting er for sent. Vi skal skabe rum, hvor man sammen med andre kan være, blive og undersøge. Sådan et rum vil vi gerne være på Hald Ege. Og rummet skal have højt til loftet og være fuld af lethed, humor og omsorg, så det ikke bliver for tungt og håbløst. Så vi holder fast i håbet. Stay with the Trouble.