AFSLUTNINGSTALE FOR ÅRGANG 2022/23
Kære elever! Kære fine årgang 2022/23.
Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning. Hvor mærkeligt dybe og vigtige ting bliver, når de er ved at forsvinde. Der er i nu! Det mærker I nu. Jeres efterskoleophold er helt forbi lige om lidt. Det er i sandhed en mærkedag i dag!
Nogle ting sker så tidligt i livet, at man tror, det kun er en begyndelse, og så er det i virkeligheden afslutningen på noget, for det kommer aldrig mere tilbage. At bo sammen og være sammen med 190 andre unge mennesker i forskellige fællesskaber, kommer I nok aldrig til at opleve igen.
For næsten et år siden, sad I her på gulvet – spændte, måske lidt nervøse - og i hvert fald fulde af forventninger. Nu skulle det så være. I var efterskoleelever; det skulle være godt. Som Alba sagde i sin og Siglis fine tale til Galla, forestillede I jer måske: Kopnudler, 0 skole, masser af venner, ingen problemer.
Hvordan var det så? Stella sammenligner i et essay et efterskoleophold på Hald Ege med en tur i tivoli:
De tårnhøje forventninger. Fokus på den største og vildeste rutsjebane. Man er klar. Men også usikkerheden: Kommer jeg til at køre alene i den rutsjebane der? Hvad nu, hvis ingen kan lide mig?
Så står man ifølge Stella der i køen, får langsomt snakket med et par stykker; beslutter sig så for at følges og laver aftaler med de nye, man møder:
Og sammen med netop dem opdager man så 3 ting:
- At de undervurderede forlystelser slet ikke er så kedelige, som man troede.
- At man kan hjælpe hinanden med at prøve ting/forlystelser, som man slet ikke troede, man turde, ville eller måske burde.
- Det vigtigste bliver så ikke, hvad man laver. Men hvem, man gør det med!
Hvis I alle sammen i nogen grad genkender det, er det betydningsfuldt, for det er en vigtig erkendelse at få med sig i et så intenst, vildt, vanvittigt og sjovt år i jeres liv.
Og Stellas tivolimetafor kan jo sagtens udvides til også at omhandle netop rutsjebanen, der ræser op og styrter ned, ræser op og styrter ned. Præcist som et efterskoleår. Det ved I alt om.
Vi håber, I følte jer hjemme på Hald Ege. At vi for jer var Hjemlighed. Hald Ege er ikke en institution – sikke et ord i øvrigt. Heller ikke en kostskole. Og da slet ikke en folkeskole, hvor man også lige spiser og sover. Og i øvrigt heller ikke kun en fed oplevelse. Vi håber, at I kunne mærke, at vi ville jer noget mere – meget mere faktisk - end bare det, nemlig den der hjemlighed, en efterskole skal være:
At Hald Ege blev jeres hjem, ” som først bliver ens hjem, når man også føler sig vred, ensom, i tvivl og mange andre knap så velsete følelser. Hjem er der, hvor ens omgivelser giver en tryghed nok til at rumme alle følelser”. Det skrev Andrea Myrup på en blog-take-over på vores hjemmeside. Og fortsatte: ”Hjemlighed er der, hvor alle følelser er værd at føle”.
Og det er jo lige det…Wow: Der var mange følelser i spil i løbet af året. Og mange gange modsatrettede. F.eks.:
Glæden ved at synes, man lykkes på sin linje: Man har måske spillet en god kamp, scoret et vanvittigt mål, holdet har vundet, og man føler sig i den grad som en del af både hold og sejr. Og så kommer man op på sit værelse, hvor nogle har været på besøg i skabet og taget sodavand, slik (som man lige havde fået med hjemmefra fra sin farmor) eller noget andet.
Lige der er det godt nok en udfordring at være på efterskole. Så bliver man ked af og er i tvivl. Fordi det fineste af alt – hjemlighedsfølelsen – mærkbart bliver udfordret. Gider man så være her?
Alle her gjorde. I gennemførte. Og netop nogle gange som ovennævnte eksempel viser på trods. Med besvær. Det har ikke været let hele året på Hald Ege.
Heller ikke i løbet af en mørk, kold vinter med maskefald og kuller (tror da pokker, at man får det, når man er så tæt sammen med mange hele tiden). Og når tilværelsen som sådan lå på lur med et af sine mange fald. Når I oplevede, at Minds of 99 havde ret: ”Alle skuffer over tid” (også jer selv). Når I blev presset, og det blev i alle ind imellem.
Men I er her nu. Lidt endnu i hvert fald. Faktisk stærkt og ret vildt sådan at flytte hjemmefra, stå igennem alle mulige udfordringer, pusle modgang på plads i hovedet, være viklet ind i hinanden, holde andres liv i jeres hænder, opleve, hvordan andre holder noget af jeres liv i deres hænder. Og hvordan netop det kan gøre jeg kede af det. Men også nærmest lykkelige. Mange kan ikke gennemføre sådan noget. Det kunne I. Alle sammen. Stærkt!
”Hvad skulle I gøre uden solskin? Hvad skulle I gøre, hvis det ikke rimede på modvind?”. ”Åh..hvad sku vi dog gøre uden jer?”. Det er altså det vildeste efterskolenummer, ”Ukendt Kunstner” der har lavet. Rammer rent i forhold til jer, faktisk.
Et efterskoleår lykkes, når gråd og latter går i vatter!
”There is a crack in everything – that’s how the light gets in” (Cohen), som der nu også står i nogle af jeres mindebøger.
Der går nogle rygter om unge i den her tid: At I er sårbare, stressede, lidt skrøbelige og ikke kan så meget. Kort og godt, at unge som jer mistrives. Og det er dælme synd, når det er det, I gør.
Men det bliver også tit fremstillet som om, det er jer, der er noget galt med jer. Fordi I er for meget på skærme – for meget på Sociale Medier. Som om det kun var jer….
Men se jer lige omkring. På hinanden. Og kære forældre: Se lige på de her unge mennesker. Vi taler i øvrigt tit om, at vi skulle have kameraer op rundt omkring på skolen. Ikke for at tjekke, kontrollere og buste i natterend. Men for at også I kærligt kunne følge med, se og bare lytte, så I også kunne bevidne, at rygterne om alt det, de unge ikke kan finde ud af, enten er stærkt overdrevne. Eller måske endda løgne.
Vi har været sammen med dem her hver dag i et år nu. Det går faktisk ret godt, skulle vi hilse af sige. Måske har vi aldrig haft bedre unge mennesker end lige nu: Evnen til at reflektere og forholde sig til sig selv, humoren, selvironien er bemærkelsesværdig. De er dygtige, høflige og faktisk meget, meget ordentlige.
Og noget af det, de reagerer på, er jo for pokker fordi, der er noget helt galt andre steder. Altså en sund modreaktion:
Det er da godt, at de ofte ikke passer ind i nogle kasser. Ikke kan klappes i facon. Ikke vil presses ned i en endelig form. Men at noget stikker ud. Det er det, der stikker ud, der giver liv.
Vi skal ikke aflyse mistrivselsdebatten, for den er vigtig. Men vi skal ikke tale om de unge, som om der er noget galt med dem – noget de ikke kan, fordi de gør noget forkert. Det er ikke dem, der er noget galt med.
Her til sidst eksempler, som flugter så fint med netop det, vi gerne ville jer. Og som giver masser af liv og håb for fremtiden:
For lidt over en uge siden blev Gustav Bärnholdt og Mads Vissing sendt hjem pga. natterend; de talte dage, og det viste sig, at de skulle være hjemme i 4 dage. 4! Det forstod de simpelthen ikke. Det var for hård en straf, syntes de, og de kom ind til mig, fordi de havde tillid til, at når en sådan åbenlys uret er blev begået, må vi da for Søren kunne snakke om det. Og så ændre det. De var uforstående og vrede. Og kede af det!
Og de trådte nu i karakter: Som gode Hald Ege-elever: Ikke pga. natterend, men pga. troen på, at ting kan laves om, når en uret er blev begået; når man gider samtalen og mener, man har gode argumenter og i øvrigt er villig til at påtage sig noget – meget - af ansvaret.
Hvis man ikke tror på, at man kan argumentere sig frem til at nedsætte en slags ”tænker” fra 4 til 2 dage, hvordan så tro på, at man kan lave verden om. Selvfølgelig havde de ret. Og så fik de det jo også. Verden kan laves om. Det havde de en tro på, at de kunne.
Et andet eksempel: Alt det I kunne i år på linjerne… Hold nu fast, hvor er i dygtige. Og når I vinder, er det flotteste nemlig ofte, måden I vinder på. Hvor kan I præstere på et højt og flot niveau hele vejen rundt. Omkring sport synes jeg, at en præstation i år skal fremhæves og bør være et forbillede for jer alle mht. vilje, dedikation mm.: Marius Danielsen: Ved World Games i Frankrig i foråret tog han 2 guld-, 2 sølv- og 1 bronzemedalje. Tillykke. I dag er han til DM.
I var alle sammen fremragende i Ghana og gav os måske den bedste tur, vi nogensinde har haft til Afrika, fordi I bare var der, fuldt tilstede med åbenhed & nysgerrighed – også når det var klamt og varmt. I var modige.
F.eks. glemmer jeg aldrig det udtryk, I havde i øjnene, når I kom hjem en sen eftermiddag fra en tur i en yellowyellow med en lokal guide, der havde vist jer rundt i den her vildt mærkelige og anderledes by: Tamale. I kom hjem med store øjne. I bare så og så. Og store øjne giver store hoveder. Der så igen giver store hjerter. Tak for åbenhed og gode refleksioner. Ghana blev netop mere end bare en fed oplevelse. Tusind tak.
Og specielt var de 20, der blev hårdest ramt af en Salmonella-forgiftning og blev syge - lidt dernede men mest, da vi kom hjem - da helt vildt seje. Det var ærligt talt lidt synd for jer. Men: ”Det var det hele værd”, som Anna Smed, selvom hun var meget syg, sagde til sin mor. Vi hørte, at det netop var ting som det, I syge gav udtryk for. Så er perspektiverne på plads, skulle vi mene.
En definition på unge kunne næsten være, at I har pligt til at gøre noget helt åndsvagt. Det skal jeg da også lige love for, at I gjorde undervejs. Men: Når der var noget med jer, var I altid til at tale med. Og jo: Måske skulle vi tale to gange med jer, men så var der heller ikke så meget pis med jer. Samtalers kraft er helt fantastiske – det vidste vi godt – men I bekræftede os i den grad i troen. På samtalen!
Så disse eksempler, viser, at I som årgang havde tillid til og tro på, at man kan ændre verden, når man vil og har gode argumenter. At I var åbne, nysgerrige og modige. At perspektiverne var på plads. Og at samtalens kraft er helt uvurdelig.
Tak for at vi i samværet med jer netop lærte det, vi gerne ville lære jer.
Det hele handler nemlig om relationer til andre – alt det, man kan give. Og alt det, man får. Men mest give. Det er derfor, det var en fornøjelse for os at få lov til at være med i et så vildt og udviklende år. Livets mening er nemlig at indgå i kærlige relationer med andre. Færdig. Mere er der faktisk ikke at sige om det!
For nogle var året fantastisk, for andre sådan mest okay, for andre igen udfordrende: Alt er lige godt – det er helt som det skal være.
Uanset hvor jeg er, glemmer jeg aldrig Hald Ege
Det blinker i mindernes skær
Bliver jeg berømt og berygtet? Elsket eller frygtet?
Vil Hald Ege altid være der (Åh ja)…
(Stopper ikke før, jeg ved, I aldrig vil glemme os).
Kære årgang 2022/23:
Når Alba og Sigli stillede jer spørgsmålet: ”Hvorfor er I dog så dejlige?” til Galla-festen, er det nemt at svare: Fordi I er jer! I bliver aldrig smukkere, skønnere og mere dejlige, end I er lige nu. I skal være præcist dem, I er. I må aldrig, aldrig tro, at I skal lave jer om. Tak for jer!
TILLYKKE med translokationen. TAK for den skønneste tur i Tivoli. I er simpelthen det bedste hold, vi nogensinde har haft på Hald Ege.