Unge skal gå kortere tid i skole, uddanne sig hurtigere – ikke til det, de brænder for og drømmer om (og derfor kan blive dygtige til) men til de håndværksmæssige fag – og så skal de arbejde i flere år, for det har samfundet brug for for at opretholde velfærdsniveauet og kunne bygge huse mm.; der mangler hænder, hører vi. Og specielt i nogle brancher. Sådan har jeg forstået hensigten i Reformkommissionens nylige udspil med at nedlægge 10. klasse, der trist og fint er i tråd med planer om at forkorte visse kandidatuddannelser, afkorte SU-perioden, senere pension osv.
Og ikke nok med det: Børn og unge skal styres – forstår vi - henimod det, samfundet pt. har brug for. Men det kan man ikke. Det bliver en fiasko for regeringen, hvis reformkommissionens udspil bliver regeringens. Heldigvis. For alle os, der både selv har eller har haft børn og unge i den alder og/eller arbejder med dem, møder dem hver dag og ved, hvad de pusler med i hovederne og skal navigere i, ja alle os, vi ved jo for pokker, at de unge først er klar, når de er klar. Og ikke før. At man ikke sådan kan booste modning og afklaring igennem. At ting tager tid. Og så bliver det til gengæld godt. For dem. Og for samfundet, fordi de så laver det, de er gode til.
Vi ved, at børn og unge heldigvis heller ikke kan styres hen i nogen bestemt retning. Og også, hvad det allerede nu gør ved deres trivsel, hvis de presses. De mistrives i stigende grad, hvorfor forslaget virker umådeligt gammeldags og helt ufølsomt over for, hvad børn og unge bøvler med i disse år. Og tænk, hvad det vil gøre ved et samfund, hvis vi tager drømmene ud af de unge mennesker. Hvad betyder det at have et rigt samfund, hvis vi er fattige i ånden og mister den poetiske dimension?
Forslaget er en regnearksøvelse. Således indgår der tanker om et ungdomsår, som visse unge kan tage på en efterskole - et slags højskoleår. Men dette mærkelige ungdomsår er løsrevet fra grundskolen, helt uden faglige ambitioner og med et så mærkbart sænket offentligt tilskud - dobbelt så dyrt som et alm. efterskoletilbud - at det vil frarøve tusinde af elever muligheden for at komme på efterskole.
Definitionen på det at være ung er (næsten kun), at man forbliver nysgerrig og søgende, forfølger drømme og i eget tempo finder ud af, hvad man vil i livet og altså også i arbejdslivet og tager et par forkerte beslutninger undervejs. Og det er det, vi i uddannelsessystemet skal støtte op om og faktisk hjælpe dem til at holde fast i. Så de ikke tror, de skal klappes i facon og passe ind i de kasser, vi tror fremtiden har brug for. Det er omvendt. Fremtiden tilhører de unge, og de ved faktisk bedst.
Børn og unge skal ikke være midler for noget som helst. De er mål i sig selv. Færdig. De skal ikke løse et problem eller være svar på en økonomisk eller erhvervsmæssig udfordring, der jo kun er et øjebliksbillede her og nu. I virkeligheden ved vi jo intet om, hvad samfundet har brug for om 10, 20 eller 50 år. Jeg kan huske, vi lukkede seminarier i 80erne – nu mangler vi lærere og pædagoger. Osv.
Tænk på, hvad vi i uddannelsessystemet i årtier har brugt af energi på at få flere til at vælge erhvervsuddannelserne. Og målene, hvad enten de var på 30% eller 25% af en ungdomsårgang, blev ikke nået. Det kunne ikke fikses ved intens vejledning eller en lækker biografreklame. Problemet ligger et andet sted:
Jeg synes, at dannelsesbegrebet i skolen er blevet for snævert. Den boglige dannelse fylder for meget på bekostning af andre dannelsesbegreber. Skolebørn lærer, hvem H.C. Andersen er, men ikke hvordan en bogfinke synger (den med ”ligesåtitsomdetskalvære). Og alt for sjældent oplever eleverne glæden ved at bruge hænderne til at forarbejde et stykke træ, bygge en højttaler, makke i noget, skille det ad og samle igen osv.
Jeg tror, at livet ville blive rigere, ja, måske endog hel genfortryllet, hvis disse 3 ovennævnte dannelsesbegreber: Den Boglige, Den Naturvidenskabelige og Den Praktiske fyldte lige meget i skolen – var ligeværdige! Og vel at mærke helt fra mellemtrinene til og med 10. klasse. Her synes jeg, der ligger en opgave, vi alle skal tage fat på.
Og så kan det da godt være, at flere ville søge ind på de mere praktiske uddannelser senere i deres skoleliv. Det kunne være en sidegevinst og fint jo. Men vi skal på børnenes vegne være optagede af at lære dem det, der har iboende værdi – giver mening i egen ret. De skal gribes af det og glædes derved. Og selv finde ud af, om og evt. hvad, det så skal bruges til.
For selvfølgelig vil unge gerne bidrage til samfundet. De vil gerne arbejde som små heste. Jeg hører aldrig, at de drømmer om lediggang. De er jo ikke uansvarlige og i deres følelsers vold men forstår sammenhænge, at vi alle er afhængige af hinanden, en del af noget større, og at man skal bidrage til det fælles. Det lærer de f.eks. i en 10. klasse på en efterskole, hvor de netop får kvalificeret mulighed og tid til at finde ud af, hvem de er. Og måske begynder at nærme sig et billede af, hvad de kan og vil bidrage med – hvad de kan se for sig i fremtiden.
Men vi skal lade dem være og være varsomme med at tro, at vi kan retningsstyre dem og afkorte den tid, der skal til, hvor de finder ud af netop det. Lad dem nu bare blive gode og hele mennesker i deres eget tempo.