De unge er blevet bedre til at lade som om. Lade som om de er glade. Vi oplever på efterskolen, at vi har glade, skønne elever, der viser os og hinanden, at de lykkes og har det godt ved netop at signalere, at de er glade. Happy. Det er jo sådan set dejligt nok. Livsbekræftende. Men det er ikke ubetinget godt.
For ridses der lidt i overfladen – og der gør der heldigvis i den grad på en efterskole – krakelerer den udvendige glæde, og der åbnes døre for langt mere komplekse og nuancerede følelser. Den dybde der viser sig, når maskerne falder, er det vigtigste i et efterskoleår, for det er her de unge ærligt viser, hvem de er. Og det er her, vi skal være der for hinanden og kan en masse sammen.
Man kan sagtens forstå, hvorfor de unge mennesker lader som om, de er glade. Det er deres forsøg på svar på de massive forventninger, der er til dem: Forventninger om at kunne lykkes, når ”de nu har alle mulighederne, verden er åben for dem, og at de kan, hvad de vil, bare de gør det så godt, som de kan”. Friheden er overvældende, men der er i højere grad tale om idealer, der er umulige at leve op til; netop fordi, de er idealer og altså ikke målbare. Det er diffust. Idealerne efterlader de unge frit svævende helt uden en klar fornemmelse af, om de faktisk gør det godt nok. Lykkes. I skolen. I fritiden. I livet.
Jeg gider virkelig ikke at være nok en ældre mand, der giver sociale medier skylden for alverden, men den sammenligning, der her finder sted, den uundgåelige måling af sig selv i forhold til andre, forstærker følelsen af at skulle lykkes i forhold til alle de andre, man tror gør det, ved at poste sit glade liv, der måske endog fremstår lidt federe end de andres. De sociale medier skaber et glædestyranni: Se hvor fedt jer har det her. Griner med vennerne osv. Et glædens udstillingsvindue. Vel nærmest en konkurrence.
Så tro pokker, at man som ung kan have den opfattelse af, at man skal være glad: De ikke målbare idealer som forventninger; det umulige i at leve op til dem, og kravet om at vise, at man midt i alt, gør det alligevel.
Men glæde er jo ikke et mål i sig selv og da slet ikke noget at stræbe efter. Man skal ikke nødvendigvis være superglad i det her liv. Det kan være en dejlig følelse, der pludselig opstår, noget, der følger med eller af noget, en eftervirkning. Men altså ikke nok et ideal, der skal leves op til. For når man så som ung opdager (for det gør man), at det kunne man (heller) ikke leve op til, føler man sig helt forkert og mislykket, fordi man er blevet fortalt, at man jo har alle muligheder osv.
Men det er cool at være trist. Punktum. Godt at være lidt blå i det. Det er mere end okay: Det er et om man vil ideal, man godt kan leve op til. Og det skal vi lære hinanden og give hinanden plads til at være. Men mere end det: Også motivere de unge mennesker til at turde. De skal hjælpes til at besøge mørket i dem selv, være i det og i øvrigt vide, at det er helt ok. Det er her, man vokser og udvikler sig, bliver klogere på sig selv og andre, bliver stærkere. Og en efterskole er et fremragende sted til også at dele, hvad man så møder der, bøvler med, bliver ked af, forskrækket over osv.
Det er nemlig sådan, at der hvor man er allermest privat og tror sig helt alene, også er det samme sted, hvor vi ligner hinanden allermest: Triste, mørke tanker vi troede kun vi havde, viser sig at kendes og genkendes af andre. Således at blive set og forstået som den, man virkelig er og lige der opleve, at vi ligner hinanden, er en langt mere vidunderlig følelse end blot at blive accepteret som den, man tror, man skal være for at leve op til værdiløse krav og forventninger.
Det er der, vi har noget at snakke med hinanden om, og hvor en samtale kan have en helt uvurderlig kraft. Og hvor vi kan være noget for andre, være en attraktiv samtalepartner, tænde lys. Og så erfare, at det faktisk ofte er sådan, at det netop er der, hvor man er noget for andre, at man er allermest sig selv. Og oplever en glæde derved. Bliver helt glad. Ja. Og livet bliver rigere.
”Ingen kan gå alene. Altid i mørket her”, som det hedder i et Peter Laugesen-digt.
Det er i hver fald en af de erkendelser, vi håber, at eleverne får med fra vores efterskole, nu hvor vi nærmer os den mørkere tid.