Kære elever – kære årgang 2021/22.
Det er, når man er ved at miste ting, at man opdager tings betydning. Hvor mærkeligt dybe og vigtige ting bliver, når de er ved at forsvinde. Der er i nu! Det mærker I nu. Jeres efterskoleophold er helt forbi lige om lidt. Det er i sandhed en mærkedag i dag!
For næsten et år siden, sad i her på gulvet – spændte, måske lidt nervøse og i hvert fald fulde af forventninger. Nu skulle det så være. I var efterskoleelever og vel på en måde fastholdt i, at I skulle have det fedeste år – det helt perfekte, ultimative efterskoleophold. Og det kastede i jer så ud i. Og nu sidder i så her. Var det fantastisk? Var det så det her helt perfekte år, man hører så meget om på efterskoler? Var alt godt?
Det vender vi lige tilbage til. Vi kan i hvert fald godt blive enige om, at I har oplevet meget sammen:
Hold nu op, hvor var I hyggelige og sjove at være sammen med: Den første klassetur med overnatning i den første uge: Der fornemmede vi bare, at det lovede godt med jer. Linjeturene kort tid efter. I var simpelthen så seje: En ret vild tur, meget army, mange kilometers gåtur ude i en skov om natten og næsten ingen søvn. En overlevelsestur, faktisk. Det kunne I bare. Og danselinjen kunne også…
Hurtigt fik vi en fornemmelse – en opfattelse af jer - som holdt hele året: Sjove, godt selskab, åbne overfor det, vi ville have jer til og med stor lyst til og mod på – mod er vigtigt for jer – at gå i krig med hinanden, fællesskabet og hele efterskoleopholdet. At få det bedste ud af situationen, når den nu var, som den var. En fantastisk egenskab!
Og den fik I så også brug for. Efter en flyvende og skøn første halvleg af efterskoleåret har vi ikke glemt en mørk vinter på Hald Ege, hvor tilværelsen lå på lur med et af sine fald: Hvor tog I det flot og med ophøjet ro og accept, da det blev vanskeligt at lave efterskolehverdag: Først angsten for Corona, så rent faktisk Corona med hjemsendelse af nære kontakter, som var mange i starten – senere færre. Så Omikron-varianten, som ramte alle.
Og oven i alt det: Fnat, som herskede og regerede og sendte jer hjem på skift. Og nogle af jer mange gange (tror Adam har rekorden med 10 – 11 hjemsendelse – selv fik han aldrig fnat). Det betød, at vi aldrig – aldrig – var fuldtallige på skolen vinteren over. Vi fik ikke rigtigt fastholdt det vigtigste ved et efterskoleophold: Hverdagen.
Vi syntes simpelthen, det var så synd for jer, skammede os næsten over det. Men flere af jer trøstede os med, at vi overdrev det triste i det og tog det flot med ophøjet ro. Kære elever: Egentlig en kæmpebedrift vinteren over at stå igennem, holde ud og fast i jeres efterskoleophold, der nemt kunne være fadet ud men ikke gjorde det, fordi I havde en tro på, at det jo nok skulle blive bedre senere.
Og det blev det: Med foråret kom en forløsende lethed med efterskole for fuld hammer. Og det manglede da også bare, at I fik netop det. Lige præcist med jer, ville det have været ubærligt, hvis vi f.eks. ikke var kommet til Ghana. For I ville det, var åbne i Ghana, så og så, reflekterede og kastede jer ud i det, vi ville have jer til.
Nogle ting sker så tidligt i livet, at man tror, det kun er en begyndelse, og så er det i virkeligheden afslutningen på noget, for det kommer aldrig mere tilbage. At bo sammen og være sammen med 190 andre unge mennesker i forskellige fællesskaber, kommer I nok ikke til at opleve igen.
Derfor er det vigtigt, at Hald Ege ikke bare bliver en oplevelse – det var så det, videre. Det tager et helt liv at lære at være menneske. Man bliver aldrig færdig. Derfor skal I også få jeres efterskoleophold til at vare og lade det række langt ind i jeres liv.
Livet er som sådan uden mening. Derfor skal I give det mening. Put noget i en kasse og sørg for, at det får evig betydning. Pas på de tætte venskaber, I nu mærker, I har. Hold kontakten ved lige med mindst en FB-ven fra Ghana osv.
Og vil I ikke godt tage alt det gode med fra Hald Ege – både det I så undervejs – men også det, I er hver især og sammen: F.eks.:
Hvis I en dag ligesom ikke orker at gøre noget for et fællesskab, fordi det ikke lige kommer jeg selv til gode, så husk på Anders, der tog målmandstjansen på håndbold. Hele året. Fordi der ikke var nogen målmand. Og fordi håndbold bare er sjovest, når der er en, der står på mål. Så tog han den.
Eller husk på Rasmus Flensted, da I var værter for forældre og bedsteforældre til Ghana-dagen, og der manglede kaffe i hallen: Her så man Rasmus spurte hen over rundkørslen med hænderne fulde af tomme, røde kaffekander over i køkkenet for at få dem fyldt op. En spurt for fællesskabet! Rasmus!
Jeres spontane rejsen jer op fra stolene og flotte bifald til Philip, der holdt en mindeværdig og ret cool tale til gallafesten. I vidste godt, at det her var noget særligt; der var noget særligt på spil. Og I var ikke bange for at kvittere med bifald – vise - at det var dælme flot, det der. Det klæder jer at være generøse. Og det var I tit.
Eller kommer I til at mangle inspiration og tro på, at I kan klare nye opgaver, være i noget akavet osv., så husk på vores søde drenge – det kunne være Tobias, Oskar m.fl. – der sidder i et fattigt kvarter på et lergulv og pølser en fin skål op i ler, mens de ghanesiske, lidt ældre kvinder sidder omkring ham og ler lidt af ham. Kan man det, så kan man godt nok mange ting.
Eller jer alle sammen, der bare gav den gas, når der skulle danses traditionel, afrikansk dans i Afrika. Det gad I godt – det ku I godt. I var næsten hæmningsløse. Og det var rørende at se.
For I kunne alle sammen mere, end I måske umiddelbart troede: Undskyld, at vi proppede jer ind i sovesale med op mod 40 tætplacerede senge i mindst 40 graders varme i Ghana, skønt I vist var blevet lovet 2- eller 4-mandsværelser. Det pressede jer lidt.
Jeg mindes i hvert fald en aften ved sengetid med en let anspændt stemning – alt dirrede: Vi var vist alle kørt lidt op; jeg var på drengegangen med 100 halvnøgne drenge og kunne godt se, at det hele lignede en lejr fra 40erne i Tyskland. Undskyld. Men I – også pigerne – gjorde det. I skulle lige have lidt tid – jeg havde lidt vanskeligt ved at få øjenkontakt med jer - men I tog det faktisk pænt. Men en del af Ghana-turen var vel også, at I var lidt ulækre sammen. Sammen om at svede igennem. Vanskeligt at være pæn og perfekt en dag igennem i Ghana.
Og det er vel i det hele taget meningen med et fællesskab: at det er vanskelig at være pæn og perfekt hele tiden, når man er midt i et så tæt efterskolefælleskab, som I har været: Man taber ansigt, masker falder og man kan ikke rigtig holde på formerne….
Så nej: Ingen af disse historier har noget at gøre med at være perfekt. Intet af det, I kunne handler om, at I var perfekte efterskoleelever. Tvært om. Og flere af erfaringerne har jo netop klangbund i noget, der ikke lykkedes; noget, der var lidt svært, gjorde ondt, nedture eller noget, som vi eller I ikke havde styr på. At I kok lidt i modvind undervejs. Men at I ved at pusle ting på plads i hovedet – fandt en måde at forholde sig til det på – kom igennem det. Styrket og en ny god erfaring rigere.
Der findes nemlig ikke væsentlige erkendelser, mindeværdige hændelser, sjove episoder eller noget overhovedet, der er sandt, hvis det kan betegnes som perfekt. Perfektion er ikke en utopi, der er værd at gå efter. Det perfekte er en løgn. Så jeg synes, Anna har helt ret, når hun i sin årsopgave – et essay om efterskoler - skrev, at et efterskoleophold er en perfekt, uperfekt oplevelse.
For nogle var året fantastisk, for andre sådan mest okay, for andre igen udfordrende: Alt er lige godt – det er helt som det skal være.
Så lad også fremover være med at tro, at I skal være perfekte, når nu I har vist jer selv og hinanden, at I er så meget mere end det.
Lad være med at tro, at alt skal være så fint og rigtigt. ”There is a crack in everything – thats how the light gets in” (L. Cohen), som jeg fik lov at skrive i nogle mindebøger.
Vi lægger alle under for det, f.eks. i vores egne opslag på FB mm. F.eks. kan man se skønne elever, glade fællesskaber og unik dannelsesrejse men ikke læse på Hald Eges Facebook-side, at vi har haft et større frafald i år, end vi plejer, eller at vi en vinter igennem bøvlede med massivt fnatudbrud. Det har Signe fra tegneklassen gjort mig opmærksom på. Og det var jeg da træt af at få at vide. Så tak for det, Signe.
Tag fejl, forkerte beslutninger og omveje. Kast jer nysgerrigt og glubsk ud i det hele. Husk at det er bedre at elske verden, end at beherske den.
Det hele handler om relationer til andre – alt det, man kan give. Og alt det, man får. Men mest give. Det er vigtigere end karakterer, evigt at skulle levere og præstere, gå op i sig selv og om man ser godt ud: Livets mening er at indgå i kærlige relationer med andre. Færdig. Som digteren Benny Andersen siger: ”Bid livet i låret”.
Den her sang er nu jeres:
FOR ALTID – ÅBENBART - VIL HALD EGE BO I MIG.
DET LYSER UD AF MIG, OM JEG VIL DET ELLER EJ.
ANDERLEDES – ÅBENBART – LEDER STADIG EFTER SVAR.
HVOR GÅR MAN HEN, NÅR MAN ER FRA HALD EGE AF?
Kære årgang 2021/22:
I bliver aldrig smukkere, skønnere og mere dejlige, end I er lige nu. I skal være præcist dem, I er. I må aldrig, aldrig tro, at I skal lave jer om. Tak for jer!
Tillykke med translokationen. I er simpelthen det bedste hold, vi nogensinde har haft.