Noget af det mest triste, der er fulgt i kølvandet på Covid-19 har været en ny og umiddelbart mere legal nationalisme: Vi har i det væsentlige kun være optaget af egne stater; hvert enkelt lands måde at tackle epidemien på osv. Grænserne er igen blevet grænser for vores interesse og omsorg, og statsministeren siger selv, at hendes opgave først og fremmest er at passe på danskerne! Verden er blevet lukket og lille; vi rykker sammen og passer kun på de nærmeste!
På Hald Ege Fri- og Efterskole – min arbejdsplads - vil vi gerne med filosoffen Hannah Arendts ord undervise i verden på en sådan måde, at eleverne får lyst til at tage ansvar for den. Helt konkret tager vi både friskolens 9. klasse og hele efterskolen med hvert år til Vestafrika: Sierre Leone eller Ghana. Men en sådan dannelsesrejse virker på mange måder helt ude at sync, når det så mærkbart clasher med den egenrådighed og faktisk også grådighed, der hersker, når epidemier skal bekæmpes:
Mange vestlige lande svømmer i vacciner og mangler – og efterlyser – folk, der vil stikkes i. Der flirtes med ideer om vaccinepligt. I flere lande i Afrika er der i den grad katastrofalt mangel på vacciner. Nogle steder er nærmest ingen vaccinerede!
Tom Jensen skriver fint i lørdagens leder i Berlingske, at ”jo mindre immunitet, der fortsat er rundt omkring i den tredje verden, des større er risikoen for, at nye, bekymrende varianter opstår og lynhurtigt breder sig til hele kloden”. Det har han ret i (skønt den aktuelle Omikron angiveligt opstod i Sydafrika, der rent faktisk har masser af vacciner liggende klar).
Der vil helt sikkert i nogle af disse lande opstå varianter netop pga. vaccinemangel. Og vi vil komme til at mærke dem. Der har simpelthen ikke – som også WHO har begrædt – været fokus på at få vacciner til de fattigste lande men i højere grad og næsten kun at sikre de rigeste lande mulighed for 3. stik, stik til de mindste børn, reservelagre osv.
Men det også et uskønt argument for at interessere sig for og sikre de fattigste lande flere vacciner: Vi skal ikke først og fremmest være optaget af det for vores skyld men for pokker for befolkningernes skyld i disse lande (som Jensen da også er inde på). Og kommer dette fokus så også os til gode, er det en sidegevinst. Men kun det!
Omvendt køber jeg i den grad argumentationen, hvis det er det, der skal til for at problemstillingen finder plads i Berlingskes leder, og for at vi løfter blikket og kigger ud i verden med bekymring og lyst til at hjælpe økonomisk, få udrullet vaccinerne globalt, stille krav til vaccineproducenterne og i det hele taget tage dette ansvar på os. Så er det fint med mig og motivet ligegyldigt.
Håndteringen af Coronaen i mange vestlige lande - og i hvert fald i Danmark - har stukket en kæp i hjulet på det internationale udsyn, jeg synes, verden med al tydelighed skriger på. Netop også i en tid, hvor vi helt konkret oplever, at vi gensidigt er afhængige af og forbundne med hinanden. Og det er netop også derfor, vi skal være vores betydning for hinanden bevidst. Ikke kun, når smitte skal forhindres men menneskeligt på kryds og tværs af landegrænse og verdensdele. De fattige landes befolkninger har lige så meget ret til vacciner, som os andre. Det skal vi tage ansvaret for!