Jeg er jo af den overbevisning, at vi er den bedste efterskole i landet. Det er jeg ret sikker på, faktisk. Og så skylder jeg vel også at dele hemmeligheden med jer: Hvorfor er vi så gode?
Her kommer svaret: Det skyldes lærerne. Punktum. Der findes mange forskellige mennesker i verden, men intetsteds så forskellige som på vores lærerværelse. Hold nu op, hvor stikker de i mange retninger, og jeg helt sikker på, at det netop er mangfoldigheden, der i vores egne øjne jo (jeg ved det godt) gør os til noget helt særligt og gør os specielt gode til at lave værditung og levende efterskole, som den skal se ud på Hald Ege.
Her har vi f.eks. en del tidligere prof. sportsudøvere (dem er der mange af), som har haft en karriere indenfor deres sportsgren og nu vil dele ud, udvikle og danne: En kom f.eks. til landet fra Bosnien som flygtning, en som fodboldstjerne fra Ghana, nogle med en bemærkelsesværdig trænerkarrierer bag sig, en butiksslagter fra Liverpool, en fysioterapeut, akademikere m.fl.
Altså: Først og fremmest mennesker, der ikke er belastet af et pensum fra seminariet men med en passion, en historie og et engagement i at give noget videre. Tænk, hvis vi kun måtte ansætte læreruddannede i de frie skoler: Hvilket fald og tab af muligheder. Vi går hårdt efter mennesket.
Men så har vi jo da heldigvis også de læreruddannede, der også stikker i alle retninger, men som dog er fælles om at kunne bidrage med professionalisme og faglighed i den boglige undervisning og faktisk være forankrede i teorier, når vi laver undervisning & samvær, og det er jo det, vi gør.
Fagnørder – både bogligt og i sportsfag – med reflekteret tilgang til samvær. De nyder en vis autoritet på lærerværelset og med rette, for man skal jo ikke være blind for, at efterskolelærerjobbet også er et fag, man skal kunne. Det kræver færdigheder og udelukker jo ikke – kan vi se – at man samtidig kan have en lidenskab eller to, der vidunderligt folder sig ud på en efterskole. Jeg drømmer ingenlunde om et lærerværelse uden læreruddannede.
Men den dynamik – og det liv – lærernes diversitet skaber, er ikke bare fint og sjovt men hele grundlaget for, at vi kan udvikle skolen med nysgerrighed og højt til loftet. Og at vi ikke stivner i vores endelige form. Det giver energi, gode diskussioner og har en skøn friskhed over sig.
Få ting giver sig selv hos os. Heldigvis.
”Fint nok. Men har de så den rette efterskoleånd?”, er jeg af til blevet spurgt. Okay. Vi har ikke et lærerværelse af born believers. Udgivelsen af den nye Højskolesangbog er røget hen over hovedet på de fleste af dem, og hvis ikke er tanken nok: Ro på, det er bare en sangbog. En af vores lærere på cykellinjen kaldte en gang på TV højskolesangene for salmer. Argh..Men det betyder ikke, at det er op ad bakke med ham. Tværtom. Det bliver netop en anledning til, at vi hele tiden skal have traditionen og værdierne i spil og gode samtaler om, hvad en efterskole er og skal være. Det gør os ikke urene og famlende men mere åbne og ydmyge, siger jeg lige stolt der.
Vi bliver derfor netop ikke så efterskolehellige men forsøger hele tiden at være i samtale - og i den grad også af til kamp - om, hvad der er god efterskole, hvad der menes med dannelse, må vi være elitære, skal vi det, hvad vi vil med vores værdier og dannelsesmål, hvad der forstås med hovedsigtet osv. Hvor pokker det handler om!
Samtalen om det holdes nemt levende og i bevægelse hos os, fordi det ikke ligger blodet hos så mange af lærerne, der jo også kommer fra hele andre verdner – planeter. Så ja – lærerne har i den grad den rette efterskoleånd.
Måske ikke fra dag 1 efter ansættelsen. Det tager lidt tid, men når den er der, så er den der frisk og erfaret som en slags nyforelskelse i skoleformen. Måske fordi efterskoleånd er så stærk, at når man møder den, så overgiver man sig. Man falder pladask for den. At man simpelthen ikke kan være en del af kombinationen af faglighed og hjemlighed, rammer og frihed, dannelse og færdigheder, uden at overgive sig til sidst.
”Hvor forskellige må man da så være?”, var der en gang en kæk konsulent, der spurgte os på en pædagogisk dag. Men spørgsmålet er mærkeligt forkert: Problemet er snarere, hvor meget man må ligne hinanden? Og det må man faktisk slet ikke, hvis man vil udvikle andre, flytte og udfordre hinanden, trække hinanden hen til steder, man ikke kan komme på egne hånd og være attraktive samtalepartnere. Og det er det, vi vil.
Hvornår er vi så i Zen? Er der så slet ikke noget, vi nærmest i ro er enige om: Jo da. Kærlighed til unge mennesker og rummeligheden overfor eleverne (fordi vi har den til hinanden – ikke for at bære over med, men udvikles ved) samt lysten til at ville eleverne noget. Og så den helt klare fornemmelse af, at verden ville savne Hald Ege, hvis vi ikke var her.