Netop vendt hjem fra efterskoletur til Ghana med 185 unge mennesker, er det svært at bevare pessimismen i forhold til nutidens unge mennesker. Hold. Nu. Fast. Hvor er de givende i forhold til andre og har som 16 – 17-årige sociale kompetencer og egenskaber, vi andre næppe havde, da vi var teenagere. Jeg kan fortælle jer, at der er håb for fremtiden. Og det i den grad:
At se dem undervise og lege med f.eks. ghanesiske børn i landsbyerne i Nord og bare give og give (og langt mere end man behøver) til børn, der ikke har meget – ikke har fået meget – og som er taknemmelige over det relativt meget lidt, vi kan give dem, men som var klar og tog imod, når vores elever satte aktiviteter og lege i gang, var vildt livsbekræftende og rørende: Så megen glæde og kærlighed skabte eleverne i et par dage rundt omkring i området. De ville rigtig gerne gøre en forskel, der gav mening, og det greb os alle. Ikke mindst pga. den gensidige betydning, for vi fik omvendt så meget igen fra de ghanesiske børn og unge, der smittede og inspirerede med deres energi, livsglæde, tillid og begejstring
Vi så også et Afrika, hvor børnene kastede sig over hinanden og sloges om de appelsiner, vi havde med; så hvor stor betydning en appelsin kan have, og at alle midler i kampen om 1 stk. frugt tages i brug. Lidt rystende at se for nogle men jo netop også meningsfuldt at opleve og reflektere over i et dannelsesperspektiv for vores elever.
Efterskoleeleverne var også modige, f.eks. når de sov hos familier i de omkringliggende landsbyer eller i det hele taget i deres møde med ghaneserne. De gik oplagte til dem med åbne øjne og lyst til at indgå i en eller anden form for relation, og det var fedt at se og mærke deres umiddelbarhed, når der skulle snakkes, spilles fodbold, danses, spises sammen, leges eller noget andet. Med ophøjet ro (fra de fleste) blev en skorpion, kæmpefirben eller gigantisk græshoppe på værelset – frøer i toilettet - også håndteret. Mod er en vigtig evne, og det udviste de.
Og dejligt at kunne høre den eftertænksomhed og de refleksioner fra eleverne, der kommer helt af sig selv i mødet med alt det fremmede og ukendte; f.eks. i en bustur fra Nord til Syd på 17 timer (som eleverne tog i stiv arm uden at kny (næsten)). For godt nok oplevede eleverne et umiddelbart helt fremmed land, hvor alle forskelle springer i øjnene, men – det er i hvert fald vores håb – de erkendte også, hvor ens vi er, og hvor meget vi har til fælles, når det kommer til stykket: De samme håb for fremtiden, behov, længsler lyst til samvær – den samme humor osv. Blot er vores forudsætninger for at indfri - lykkes med - det hele helt forskellige. Og det er vi slet ikke færdige med at forholde os til og skal tænke mere over, snakke mere om.
Man kan ellers sagtens være bekymret for ungdommen, hvis man kun læser eller hører om den: Unge er småødelagte af computerspil, så de ikke kan indgå i ordentlige relationer men kun i afstumpede former for erstatningsfællesskaber, hvor de har mistet evnen til medfølelse osv.
De findes og fungerer kun på sociale medier, som styrer alt i deres liv, og er i øvrigt ramt af curlingforældre, og jeg ved da ikke hvad. Men der er mere at sige:
For så mødte vi i Ghana en flok efterskoleelever, der netop ind i et fælleskab havde lyst til at give, dele og indgå i kærlige relationer – være omsorgsfulde og empatiske – med de lokale. Altså kort sagt var og kunne alt det, vi er så bekymrede for, at de ikke længere kan.
Og jeg tror netop ikke, at det kun er i Afrika, at unge mennesker i overflod besidder dette engagement og lysten til at give ind i det fælles. Vi oplever det jo rent faktisk også i en hverdag på en efterskole. Men jeg tror, at vi nogle gange skal flytte os - f.eks. til Afrika - for at genopdage det; for at vi rigtigt lægger mærke til, hvor meget de kan og vil med hinanden – på trods af alle forskelle.
Unge har ingenlunde mistet deres empati eller evne til at indgå i fælleskaber…Ved I hvad: Danske teenagere klarer sig rigtig godt, og det er vanskeligt at bevare en pessimisme i forhold til fremtiden, når man har fået den gave at få lov til være sammen med dem intenst i 10 dage i Ghana, 1 år på en efterskole eller i andre sammenhænge, hvor noget vigtigt er på spil.
Tak til årgang 2018/19 for den skønneste tur; for den vildeste tur.
God vinterferie.