Det er ikke nemt. Og det er heller ikke en hemmelighed, at vi er stolte på efterskolen over vores dannelsesrejse for alle 200 elever, der hvert år forventningsfulde drager til Afrika og kommer hjem forandrede, forundrede og grebet en hel del klogere på sig selv og verden. Dælme en meningsfuld flyrejse.
Men i løbet de seneste par år er vi jo blevet (gjort) opmærksomme på, at flyrejser qua CO2-udslippet er det, der forurener mest og har størst negativ indflydelse på klimaet. Og også, at klimaforandringerne er en tikkende bombe under hele klodens fremtid. Det bliver således et paradoks, at vores Afrika-ture, der har til hensigt at engagere eleverne i og tage ansvar for det fælles, på samme vis udfordrer det, vi skal passe allermest på: Den verden, vi efterlader til vores børn.
Med god ret er der fokus på flyrejser lige nu, og der breder sig stemninger, hvor det at rejse ud småkriminaliseres: Der tales om staycation i stedet for vacation, hvor sand dannelse består i med god samvittighed at sidde og glo hjemme i haven eller provinsen, spise vegetarisk og foretage indre refleksioner og være optaget af det nære. Fint nok. Men:
Det tror jeg overhovedet ikke på. Er helt med på, at hjemmeliv ikke belaster miljøet, men verden har brug for nysgerrige unge mennesker, der rejser rundt på kryds og tværs med en glubsk appetit på at se det hele og møde alle mulige kulturer. Og derefter på tværs af alle åbenlyse, kulturelle forskelle erkende, når det kommer til behov, drømme om fremtiden, det gode liv, kærligheden osv., hvor underligt ens vi er på kloden. Men også jo: Hvor forskellige vores forudsætninger er.
Der er præcist brug for, at vi alle med et åbnet sind og store øjne ser og ser og bliver grebet. Det får man store hjerte af. Og det giver store hjerner. I hvert fald en lyst til at blive klogere på verden, sætte sig ind i den og i alle mulige komplekse historiske og kulturelle forhold for derigennem at tage ansvar. Det er med filosoffen Hannah Arendts ord vores dannelsesprojekt at undervise i verden, så eleverne får lyst til at tage ansvar for den. Er man optaget af verden, skal man ud at flyve en gang imellem. På Kløvedals ”Nordkaperen” besluttede man, at var det dem, der ville længst væk, der altid skulle have ret.
Men: Det er også vigtigt at lære eleverne, at netop den tilgang til livet har en konsekvens. Med klangbund i klimaudfordringerne skal vi danne vores børn og unge til ansvar og mådehold samt en varsomhed, der består i ikke bare at gøre alt, fordi det er muligt, men at balance tingene, så man tager hensyn og er sig sin betydning for andre og for verden bevidst. At noget har en pris..
Det vil vi gerne hjælpe eleverne til på Hald Ege. Når vi absolut vil til Sierra Leone el. Ghana med fly – og det vil vi – betyder det fremover, at vi så i det mindste skylder hinanden ikke at spise oksekød, der jo som bekendt er en anden af de helt, helt store klimabelastere, hvorfor oksekød fra 2019/20 ikke mere er at finde på efterskolemenuen. Det er en konsekvens, der måske nok forsøger at få klimaregnskabet lidt mere i vatter men vigtigst af alt skal inspirere til refleksion og lære eleverne, at vi bliver nødt til at ændre vaner i vores liv, hvis vi vil passe på klimaet. Og det vil vi.
Og nej. Det er ikke for at spare penge, at oksekød forsvinder på Hald Ege. Det troede jeg ellers lige et kort sekund, men vores dygtige kok har fortalt mig, at det ingenlunde bliver tilfældet: Oksekødet skal erstattes af andre mindst lige så lækre og ernæringsrigtige ting. Jeg er også med på, at man kan købe sig ud af problemet: Flere tilbyder CO2-kvoter som kompensation. Men det synes jeg er en underlige afladstanke og jo faktisk netop uden den seriøsitet og konsekvens, vi vil lære eleverne, at man skal møde klimaproblemet med.