Åh..Jeg længes sådan efter en hel ny lærertype.
Eller rettere et helt nyt lærerideal: Læreren, der veloplagt foran en tavle med kridtet (!) i hånden, lidenskabeligt underviser nogle børn eller unge, som hun/han sådan holder af i et fag, hun/han i stærkt smittende grad brænder for – brænder igennem på. En lærer, der tør tage ansvaret for elevernes læring: ”Nu skal jeg fortæller jer om…senere snakker vi så om, hvad det gjorde ved jer”. Jeg møder lærertypen hver dag på min arbejdsplads, men hold fast, hvor jeg i hele debatten om undervisning savner denne tilgang til læring.
Min søn havde i folkeskolen en lærer, der bad eleverne sidde stille, tage notater og småtegne lidt, og så ellers høre efter, for nu skulle han nok fortælle dem hele historien om 1. Verdenskrig. Derefter fulgte så en involverende samtale på klassen, hvor eleverne kunne spørge ind til krigen, og hvor der blev perspektiveret osv. i et trygt læringsrum, hvor det havde værdi, hvad hver elev bidrog med, og hvor læreren kærligt var oprigtig nysgerrig på elevernes indlæg. Min søn glædede sig til timerne - blev grebet af undervisningen. Det er denne lærer, jeg synes, der skal være vores nye, fælles ideal for al undervisning.
Et ideal tjener nemlig fint som en mild advarsel, hvis man kommer for langt væk fra det. Og jeg synes, at vi i stigende grad fjerner os fra en tro på, at den form for undervisning i det hele taget dur; Jeg oplever overbærende men søde smil fra folk, når jeg udtrykker min længsel.
Jeg er f.eks. helt flov over, at vi på vores skole køber helt almindelige skolemøbler – altså stole og skoleborde – og ikke afventer de nyeste trends for skoleklasseindretning, hvor eleverne åbenbart ikke skal sidde men hænge, ligge eller gå rundt, mens læringskonsulenter i et innovativt og åbent (!) læringsmiljø giver dem metoder og maskiner til at arbejde med opgaver, de måske har stillet sig selv.
Samtidig tvinges lærerne til at arbejde i teams, hvis formål oftest fortoner sig i det helt fjerne, fordi teams er blevet en flot, flydende betegner for noget, man jo ikke rigtig kan være modstander af. Til et moderne pædagogisk undervisningsmiljø hører massivt teamsamarbejde. Der skal arbejdes sammen på kryds og tværs i forløb og det at elske sin klasse, sine timer og let nørdet sit fag, opleves som en kærlighed, man som lærer ofte skal kæmpe for. Og det er jo helt galt.
Jeg medgiver gerne, at teamsamarbejde kan hæve bundniveauet samtidig med at det vel djøfiserer planlægningen, der gøres mere effektiv: Så skal jeg selv kun planlægge et forløb i stedet for 4! Ligeledes kan lyse, fleksible og alternative klasselokaler med kasser og gynger og masser af fascinerende brug af IT til alt - alles - motivere til sjove og afvekslende måder at lære på. Ligeledes er gruppearbejde en fin måde at give læreren pause på, gå lidt rundt og mærke efter. Og det er jo sådan set megafedt.
Men jeg ser det og mange andre former for pædagogiske tiltag som en form for kompensation for noget, der ikke er til stede, og hvad værre er: At det er det væsentligste, der mangler. Ikke i virkeligheden, hvor der er masser af gode lærere, der ved det, og som kan det. Jeg møder næsten ikke andet. Men i vores snak om læring, pædagogiske udviklingsprojekter, ja - vores idealer for undervisning:
Egentlig læring og dannelse finder bedst sted i relationen – i et møde med en lærer, der kan sit stof, tør fylde og insistere på fagets/emnets vigtighed, samtidig med at han/hun er ødsel med sig selv og formår at formidle stoffet levende med kærlighed. Kærlighed til faget men også til eleverne, der i samtaler ses, opmuntres og inddrages.
Det sker bedst med læreren kampberedt med kridtet i hånden foran en tavle og måske med en fræk hesteskoopstilling (hvis man skal være lidt vild).
Som det fremgår er min undervisningsteori meget moderne. Den udspringer også af en erfaring, som jeg tror, jeg deler med mange: Jeg har i min skole- og uddannelsestid først og fremmest lært af lærere, der var hele mennesker med dem selv på spil i brændende formidling af noget, de elskede.
Nogle af dem var meget sammensatte, lidt specielle og bøvlede med lidt af hvert – enkelte drak for meget – men de var store, ødsle personligheder med en høj grad af troværdighed. De kunne, netop fordi de var hele og autentiske mennesker, som vi rigtig lærte at kende, undervise – vise os underet, så vi både fik færdigheder men også egentlig lyst til at gøre os umage med at lære mere.
På skolerne bør vi søge efter og ansætte lærere, der tør stå ved dem selv som passionerede, hele mennesker, der både tør tage rummet og ansvaret for elevernes læring og dannelse. Lærergerningen skal være deres metier: Vi må som det første i ansættelsessamtaler spørge den måske-kommende dansklærer: Hvilken periode i dansk litteratur er du mest optaget af? Eller tysklæreren om, hvad det er, der gør Goethe så pokkers spændende. Og hvad vil du egentlig eleverne?
Jeg er på Hald Ege beriget af at være omgivet lærere, der ikke bare er bevidste om ovenstående men også mestrer det. af Af og til taler vi om, at eleverne er i Mesterlære. Det er f.eks. derfor, at det er en tidligere verdensmester i MTB, der underviser eleverne i dette. Og en tidligere VM-landsholdspiller, der underviser i fodbold. Med inspiration i Peter Bastians tanker om netop Mesterlære, skal der være en vertikal spænding ml. læreren, altså mesteren, og eleven. Til stede er et naturligt hierarki med indbygget mulighed for vækst, men forholdet er kærligt, fint og netop også ligeværdigt - i øjenhøjde: Begge er parter vil hinanden noget og er lidenskabelige: Den ene for at give noget – den anden for at modtage.
Nemt at forklare, når vi taler om sport, men dælme også gældende i undervisning i mere alm. skolefag. Selvfølgelig har vi også teamsamarbejde hos os og er åbne for nye pædagogiske tiltag, men vi er aldrig i tvivl om, at det væsentligste finder sted i klassen mellem læreren og eleverne. Det mærker vi hver dag på Hald Ege og heri består hele glæden ved og meningen med lærerjobbet hos os. Alle 3 Hald Ege-skoler har således 8 dannelsesmål. Dem når vi aldrig, hvis vi ikke stiller os op som voksne og fylder. Midt i alt. Derfor skal vi også insistere på denne vertikalitet i forhold til lærerens rolle, så den ikke kun opleves i praksis men får legitimitet og vægt i hele debatten om, hvornår undervisning lykkes bedst. Der er noget, der går forud for teamsamarbejde, spektakulære klasserumsdesigns og interaktive tavler.
Det gælder i hardcore-undervisningen. Men også omkring hele dannelsesperspektivet, der også i al væsentlighed kun bæres af læreren som autoritet og menneske. Samt evnen til at indgå i gode og kærlige relationer i meningsfulde samtaler om det gode liv. Og også her gerne med kridt i hånden. Det er således læreren som Menneske & Mester og lærergerningen som Metier, der skaber læring og dannelse. Ikke Metoder og Maskiner.